23948sdkhjf

Molslinjen justerer 'Express 5'-design med corona-tiltag

Efter at have håndteret corona-pandemien igennem det meste af 2020 har Molslinjen gjort sig en række erfaringer, som medfører justeringer i designet af den kommende katamaran til Rønne-Ystad. 

Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.

Helt konkret bliver stolerækkerne trukket længere fra hinanden for at give bedre plads mellem passagererne, og der bliver også gjort plads til, at der kan sættes beskyttelsesskærme op mellem bordrækkerne.

Samtidig er hele skibets ventilationssystem blevet gentænkt for at sikre optimal udskiftning af luften i passagerområdet, så eventuelle vira i luften ikke spreder sig.

- Hver gang vi bygger en ny færge, forsøger vi at tænke så langt frem i tiden som muligt. En færge er en stor investering, som skal holde i mange år, så derfor er det vigtigt at tænke fremtidige løsninger ind i byggeriet. Det gør vi nu med hensyn til virus, siger Molslinjens adm. direktør Carsten Jensen i meddelelsen. 

Styret fra Skanderborg

Rederiet oplyser i øvrigt, at opførelsen af 'Express 5' overholder tidsplanen, selvom corona-pandemien giver udfordringer. Det er det australske værft Austal, der står for byggeriet, og den fysiske opførelse finder sted på værftets afdeling i Filippinerne.

Der kan Molslinjens folk ikke rejse til for tiden, så i øjeblikket bliver byggeriet styret fra en stue i Skanderborg, hvor rederiets projektansvarlige for byggeriet holder til. Derfor har det også været nødvendigt at hyre to lokale til at overvåge og sikre den rigtige kvalitet på den vigtige begyndelse af byggeriet.

- Arbejdet med tegninger og planer for byggeriets opstart kunne godt håndteres på distancen. Det er straks langt mere udfordrende nu, hvor byggeriet er gået rigtigt i gang, siger Carsten Jensen.

Målt på antal passagerer og biler står 'Express 5' til at blive verdens største hurtigfærge. Efter planen skal den sættes i drift i foråret 2022.

Læs også: Wärtsilä bliver storleverandør til dansk rekord-hurtigfærge

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.268