23948sdkhjf

Syv søfolk reddet efter dødeligt skibsangreb på 'Eternity C' i Det Røde Hav

Et græsk bulkskib er sænket i Det Røde Hav efter, at skibet både mandag og tirsdag kom under fatale angreb af houthi-oprørere, som nu har kostet fire søfolk livet 

Opdateret 15.15 med oplysninger om syv reddede søfolk 

Syv besætningsmedlemmer og en sikkerhedsvagt er blevet reddet i land, efter at fragtskibet 'Eternity C' er sænket efter angreb i Det Røde Hav ud for Yemens kyst.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Skibet blev først angrebet mandag eftermiddag af droner og igen tirsdag, hvor besætningen følte sig tvunget til at springe i vandet, oplyser sikkerhedskilder til nyhedsbureauet.

Ifølge kilderne blev skibet mandag angrebet af Houthi-bevægelsen. Gruppen har dog ikke taget skylden for angrebet.

Reuters skriver, at skibet angiveligt blev angrebet med droner og granater, som blev affyret fra speedbåde, der kontrolleres af Houthi-bevægelsen.

I alt var der 22 besætningsmedlemmer om bord på 'Eternity C' foruden to vagter. 

Sikkerhedsfirmaerne, som står for redningsaktionen, har endnu ikke haft visuel kontakt med de resterende besætningsmedlemmer.

En kilde siger til Reuters, at der er bekymring for, at medlemmer af besætningen kan være blevet kidnappet.

Det britiske sikkerhedsfirma Ambrey oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at 'Eternity C' sank ud for havnebyen Hodeida i Yemen.

Byen er under houthiernes kontrol.

'Eternity C' er det andet fragtskib inden for kort tid, som er blevet angrebet i Det Røde Hav.

Mandag tog houthierne skylden for angreb på fragtskibet "Magic Seas", som ifølge houthierne sank efter et angreb søndag.

Her blev alle besætningsmedlemmer reddet af et forbipasserende handelsskib ifølge det græske rederi, som ejer 'Magic Seas'.

Angrebene bryder et halvt års ro i Det Røde Hav, hvor en af verdens travleste skibsruter går igennem.

Her formåede houthierne med en række angreb fra slutningen af 2023 og ind i slutningen af 2024 at forstyrre skibstrafikken mellem Europa og Asien.

'Eternity C' sejler under Liberias flag og er ejet af det græske rederi Cosmoship Management.

/ritzau/

Ifølge Søfarts oplysninger fra GCaptain har angrebet kostet ikke tre besætningsmedlemmer, som rapporteret mandag - men nu fire besætningsmedlemmer livet og såret en femte hårdt. 

De fire dødsofre på 'Eternity C' er de første dødsofre for skibsangreb i Det Røde Hav siden juni 2024. Tabene bringer det samlede antal søfolk dræbt i houthi-angreb i området op på otte.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063