Sejlede uden forsikring: Houthi-angreb kan koste over 100 millioner

Et tab på mellem 15 og 20 mio. dollar.
Det er, hvad det græske rederi Cosmo Ship Management står tilbage med, efter selskabets bulkcarrier 'Eternity C' mandag blev sænket af et missilangreb fra Houthi-militsen i Rødehavet. Skibet havde nemlig ikke den ekstra krigsrisikoforsikring, der ellers kræves for at sejle i det uroplagede område.
Det skriver Financial Times.
Ifølge mediet afviste Travelers at tegne den nødvendige udvidede forsikring på grund af forhøjede risici i området. Dermed er skibets ejer, Guildford Navigation, og operatøren Cosmo Ship Management, som administrerer fartøjet, potentielt eksponeret for det fulde tab af skibet, som blev angrebet med missiler og sank med flere tabte menneskeliv til følge.
Søgningen efter overlevende er officielt afblæst, selvom der fortsat er 11 besætningsmedlemmer, der ikke er fundet udover de fire andre, der formodes omkommet.
Angrebet understreger de voksende forsikringsudgifter forbundet med sejlads gennem Rødehavet, efter at Iran-støttede Houthi-styrker har intensiveret angrebene på handelsskibe. De stigende risici har fået flere rederier til helt at opgive Suez-kanalen og i stedet vælge den væsentligt længere rute syd om Afrika og Kap Det Gode Håb.