Chefforhandler: Trumps nye told vil lamme samhandlen

EU's chefforhandler, Maros Sefcovic mener, at Trumps forhøjede toldsats på 30 procent vil få store konsekvenser for handlen mellem USA og EU, hvis den bliver indført.
- Lad os være ærlige. En told på 30 procent vil reelt være uoverkommelig for samhandel, siger Maros Sefcovic.
En lignende melding kommer fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
I kraft af Danmarks EU-formandskab skal Løkke mandag lede ministermødet i Bruxelles, hvor også Sefcovic deltager.
- Hvis der kommer told på 30 procent oven i den told, der er indikeret på specifikke sektorområder, vil samhandlen over Atlanten gå baglæns, siger Lars Løkke Rasmussen.
Håber på en aftale
Trump har truet med at indføre tolden fra 1. august, hvis ikke der indgået en aftale inden.
En aftale er dog målet, siger Maros Sefcovic.
- Vi er fortsat overbevist om, at vores transatlantiske forhold fortjener en forhandlet løsning, siger Maros Sefcovic.
Derfor vil EU-Kommissionen fortsætte forhandlingerne frem mod den 1. august for at få en aftale i stand:
- Jeg vil tale med mine amerikanske modparter senere i dag. For jeg kan ikke forestille mig at forlade forhandlingerne uden en reel indsats, siger Sefcovic.
Han lægger ikke skjul på, at han er skuffet over udviklingen i weekenden, hvor Trump efter ugers forhandlinger om en principaftale pludselig kom med den nye trussel om 30 procent told.
- Vi har forhandlet om principaftalen i ugevis, og vi var der næsten. Der var nogle udeståender på enkelte sektorer, men min fornemmelse var, at vi var tæt på et godt resultat for begge sider.
- Jeg er selvfølgelig skuffet over meldingen, fordi den skaber en helt ny dynamik, siger Maros Sefcovic.
Han understreger dog, at han "sætter pris på" at være blevet orienteret om Trumps melding, inden den blev offentliggjort.
Forberedt på alle udfald
Sefcovic siger samtidig, at den "uretfærdige" usikkerhed, der er skabt af Trumps nye trusler "ikke kan fortsætte evigt".
- Derfor skal vi forberede os på alle udfald. Inklusiv - hvis det er nødvendigt - velovervejede og proportionale modforanstaltninger for at genoprette balancen i vores transatlantiske forhold, siger Maros Sefcovic.
Også Lars Løkke Rasmussen lægger op til, at EU nu skal forberede nye modsvar, som kan træde i kraft, hvis Trump gør alvor af 30 procent told på europæiske varer 1. august.
Derudover vil EU-Kommissionen fortsætte med at forhandle om nye handelsaftale med lande uden for EU.
Senest har man indgået en principaftale med Indonesien.
Desuden mangler en aftale med de sydamerikanske Mercosur-lande nu kun EU-landenes godkendelse. Den håber Løkke kan komme under det danske EU-formandskab.
Handelsaftalerne med andre lande skal være med til at lukke hullet, hvis samhandlen med USA begrænses af høje toldsatser.
/ritzau/