Fynsk chok over glippede krigsskibsordrer: - Analyserne viste, at vi var de bedste

Fredag den 4. juli 2025 indgik partierne bag forsvarsforliget og regeringen en aftale om at etablere en ny national skibsbygningskapacitet til større militære skibe i Frederikshavn Havn.
Aftalen er en del af danske flådeplan, der indebærer anskaffelse af 26 nye flådeskibe, og byggeriet forventes at få stor betydning for den valgte by.
Aftalen fredag betyder, at det ikke bliver ved Odense på Fyn eller i andre af landets havnebyer, der har budt sig til, at de nye flådeskibe skal bygges.
Hos de fynske aktører er reaktionerne efter nyheden blandet men med skuffelse som de mest dominerende reaktioner.
Borgmester og rådmand undrer sig
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) sagde efter, at aftalen blev kendt til TV2 Fyn:
- Jeg er selvfølgelig forundret. Vores analyser har aldrig været i tvivl om, at Odense Havn er det bedste sted til at bygge skibene, men jeg hører også, at det bygger på klare faglige anbefalinger.
Ifølge Odenses borgmester vil dele af flådeproduktionen fortsat skulle foregå andre steder end Frederikshavn. Og her vil han arbejde for at opgaverne lander i Odense.
Fra Odenses By- og Kulturrådmand Søren Windell (K) er reaktionen ikke kun forundring over fravalget af Fyn. Over for TV2 Fyn beskylder den konservative rådmand Christiansborg-politikerne for at have "handlet mod bedrevidende".
- Jeg synes det virker som om, det handler om lokale hensyn til Frederikshavn, hvor Mette Frederiksen har mange trofaste vælgere, siger den konservative rådmand til TV2 Fyn.
Søren Windell mener ikke, at Frederikshavn i samme grad som Odense kan mønstre nok kvalificeret arbejdskraft til at bygge skibene hurtigt, og peger på, at Odense har ekspertise og erfaring med netop den type skibsbyggeri.
Opbakning fra fynske MF'ere
Andre fynske stemmer ser mere positivt på valget af Frederikshavn. Blandt dem er Erling Bonnesen, valgt for Venstre på Fyn:
- Det er fornuftigt at samle kompetencerne et sted, så vi får mest muligt ud af investeringerne, der bliver lagt. Jeg forstår godt, at det kan være en skuffelse for Fyn, men det er vigtigt, at vi tænker på det samlede bedste for Danmark, siger Erling Bonnesen til TV2 Fyn.
Et andet fynskvalgt folketingsmedlem, DF's forsvarsordfører Alex Ahrendtsen, bakker også op om aftalen. Også selv om den kan koste Odense Havn flere hundrede arbejdspladser og store millionordrer.
- For mig har det ikke handlet så meget om hvor, men hvordan vi bygger krigsskibe, så vi får dem så hurtigt som muligt, sagde Alex Ahrendtsen fredag til TV 2.
Odense Havn: - Vi ligger ikke søvnløse
På Odense Havn, der huser Lindø-værftet, havde man lagt billet ind på at få lov at bygge landets kommende krigsskibe.
Men havnedirektør Carsten Aa fra Odense Havn, tager valget af Frederikshavn med ophøjet ro.
- Det er ikke noget, vi ligger søvnløse over, siger han til Fyens Stiftstidende.
Han glæder sig på landets vegne over, at der nu ligger en politisk aftale om at bygge krigsskibe i Danmark.
- Det er jo fremragende, for det sikrer danske arbejdspladser. Og jeg har forståelse for, at man har flådestationer med fagligt personale inden for våbensystemer og andet, og så giver det mening at placere det der, siger han til Fyens Stiftstidende.
Udover Odense Havn havde også Skagen og Esbjerg budt ind på opgaven som hjemsted for bygningen af op til 26 større danske krigsskibe for en samlet anskaffelsessum af mange milliarder.