23948sdkhjf

Krydstogtturismen i danske havne sætter rekord – på nær i en enkelt

Københavns Havn kan ikke følge med resten af Danmark, når det gælder om at fastholde krydstogtturismen

Der er krydstogtturismen i København, og så er der krydstogtturismen i resten af landet. Indtil corona-krisen ramte, var det Hovedstaden, der var lokomotivet i dansk krydstogt. Men når man kigger på tallene for 2023, er rollerne byttet om.

Boom i krydstogtskibe i Skagen

De danske havne uden for København ser på nuværende tidspunkt ud til samlet set at få besøg af 230 anløb i 2023. Det er 44 flere end i 2019 - det sidste normale år for krydstogtturismen.

Forventningen til antallet af gæster ombord på de besøgende skibe er, at de 8 danske krydstogthavne uden for hovedstaden, der får anløb i 2023, kan se frem til over 431.000 gæster i det nye år. Det er mere end dobbelt så mange som i 2019 og er det højeste antal nogensinde. Det oplyser Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.

Mere gods og flere krydstogter sikrer vækst hos Aarhus Havn

På trods af de positive udsigter er København stadig hårdt ramt. Nu blot af krigen i Ukraine, der har fjernet russiske Skt. Petersborg som en del af krydstogter i Østersøen. Særligt de store amerikanske rederier, som lægger til i København, men ikke i resten af Danmark, dropper Østersøen pga. Skt. Petersborg.

København havde i 2019 besøg af i alt 348 skibe, som havde 940.000 gæster med til den danske hovedstad. I 2023 kan København se frem til kun 289 anløb, en nedgang på 59 i forhold til 2019. Og nedgangen i anløb næste år betyder 375.000 færre krydstogtturister end i 2019.

Færre turn-arounds

Hvor krydstogtskibene i resten af landet lægger til som et stop undervejs på en rute, er en stor del af skibene i København såkaldte turn-arounds, som betyder, at skibene både begynder og afslutter krydstogtet i København. Alene i 2019 skabte krydstogtturismen en omsætning i København på over 1,1 mia. kr.

Men det er netop nedgangen i antallet af turn-arounds, der særligt rammer København i 2023. Her er de forventede 122 turn-around-anløb en nedgang på 39 i forhold til 2019. Det er sågar en nedgang fra de 133 i det usikre 2022.

I de danske havne uden for København er fremgangen samlet set tydelig, selvom antallet af anløb i de enkelte havne rundt i landet varierer fra år til år. Tallene for 2023 er optalt på tværs af landet og baseret på fuld belægning på skibene, og kan således ændre sig i løbet af 2023.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094