23948sdkhjf

Tager uundgåelig beslutning efter år med underskud og flere hundrede millioner i gæld

Med en gæld på 630 mio. kroner og udsigt til endnu et år med underskud vil Hanstholm Havn med udgangen af 2022 stå med et træk på kassekreditten på 63 mio. kroner. Havnens økonomi er nu så dårlig, at Thisted kommunalbestyrelse har besluttet, at havnen skal overgå fra at være en selvstyrende havn til at blive kommunal havn

Fremtiden for Hanstholm Havn kræver, at vi får styr på økonomien nu. Gør vi ikke det, er det svært at se en fremtid for havnen.

Sådan begrunder borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) Thisted Kommunalbestyrelses enige beslutning om, at Hanstholm Havn fra årsskiftet ikke længere er en kommunal havn med egen bestyrelse, men fremover bliver kommunal havn.

Det betyder i praksis, at kommunen fra 1. januar 2023 står med det fulde ansvar for havnens drift, og at havnens økonomi bliver en del af kommunens samlede økonomi - forenklet sagt på samme måde som eksempelvis andre kommunale institutioner er det. Det betyder også, at det vil være penge fra kommunekassen, der skal dække havnens underskud.

Bedre styr på økonomien

- Vi skal have styr på havnens økonomi og drift. Havnen er løbet tør for kapital, og lader vi tingene fortsætte som nu, vil havnens kassekredit bare vokse, siger Niels Jørgen Pedersen.

Hanstholm Havn indviede i august 2021 sin mere end 600 millioner kroner store udvidelse. Det blev officielt markeret, da Dronning Margrethe symbolsk slog tre slag på auktionens klokke. Nu er havnen ramt af en barsk virkelighed. Det fremgår blandt andet af de seneste to års regnskaber, som begge har haft røde tal på bundlinjen.

Stort underskud

I 2020-regnskabet var underskuddet på 5,4 mio. kroner, i 2021 på knap 17,6 mio. kroner. Med en måned tilbage af 2022 er der udsigt til endnu et år med blodrøde tal på bundlinjen. Med udgangen af dette år forventes havnens akkumulerede underskud at blive på mere end 60 millioner kroner.

Havnens problemer skyldes, at der ikke tjenes så mange penge på driften, at der er penge til at afdrage på gælden. Derfor er der trukket på havnens kassekredit ud over det, der er muligt efter reglerne i den såkaldte lånebekendtgørelse.

Ved at omdanne havnen til kommunal havn skal Thisted kommune i første omgang indfri havnens kassekredit på 63 mio. kroner. Det skal ske med en tillægsbevilling - og pengene skal hentes i kommunekassen. Frem til udgangen af 2025 forventer kommunen, at der i alt vil være et træk på 175 mio. kroner i kommunekassen til finansiering af havnens underskud.

Det store træk på kommunekassen får umiddelbare konsekvenser, siger borgmesteren.

- Vi kommer til at genåbne kommunens 2023-budget. Det vil betyde, at vi kommer til at skære i budgettet i et omfang, der kan mærkes, siger borgmesteren med en opfordring til at stå sammen om at finde realistiske og holdbare løsninger.

Ud af bestyrelsen

Som konsekvens af beslutningen er kommunens økonomiudvalg fra årsskiftet bestyrelse for havnen.

- Beslutningen om at lade havnen blive kommunal havn var uundgåelig. Den kunne være udskudt til et senere tidspunkt, men så havde tingene udviklet sig til det værre. Det er fint at være selvstyrehavn, hvis man har en god forretning, men i en situation med stor gæld og stigende underskud var der ikke andet at gøre. Forretningen var ikke blevet bedre, hvis vi havde gjort det, siger kommunaldirektør Ulrik Andersen.

Han forklarer, at der nu skal udarbejdes en ny ejerstrategi for havnen. Den skal beskrive, hvilke nye og mere differentierede forretningsmuligheder der kan udvikles ud over fiskeri.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078