Stifterens to sønner overtager 160 fragtskibe
Rederiet Clipper Group har fået nye ejere, men ejerskabet bliver i familien.
Det skriver dagbladet Børsen.
Clipper Group blev grundlagt i 1972 og driver omkring 160 tørlastskibe og fragtfærger, hvoraf nogle er ejet og andre er chartret. Rederiet er registreret på Bahamas.
Stifteren, den snart 80-årige Torben Gülnar Jensen, har ifølge avisen overladt ejerskabet af rederiet til sine to sønner, Frank og Niels Gülnar Jensen.
Ifølge rederiets hjemmeside besidder Frank Gülnar Jensen posten som formand, mens hans far er viceformand, og Niels Gülnar Jensen er menigt bestyrelsesmedlem.
Frank Gülnar Jensen er den ældste af de to brødre. Han er født i 1966, hvor broderen er fra 1976. Frank Gülnar Jensen indtrådte i bestyrelsen i år 2000, hvor lillebroderen først er trådt ind i år.