Krig i Ukraine kan spænde ben for ny færge til Læsø
Læsø kommune er allerede igang med at designe og udvikle en ny færge til overfarten mellem Læsø og Frederikshavn. Men krigen i Ukraine skaber usikkerhed hos politikerne, om projektet kan nå i mål. Det kom frem i en temaudsendelse på TV2 Nord, der havde samlet de lokale politikere.
Læs også: Læsø Kommune indgår kontrakt om design og udvikling af ny Læsø-færge
Som tidligere omtalt i Søfart har kommunen allerede indledt samarbejde med et dansk-norsk færge-konsortium om design og udvikling af den nye færge, der blandt andet skal være mere miljøvenlig, men nu truer højere råvarepriser og en stigende rente projektet.
- Vi er godt i gang med arbejdet, og vi ser på muligheder for Læsø. Men spørgsmålet er, om vi overhovedet får mulighed for det, som verden ser ud nu. Det kan godt være, at det så svært ud efter corona, men med den krig, vi har i Europa i et land, som udvikler store dele af verdensmarkedet for jern, så kan jeg godt være i tvivl om, hvor det hele ender. Samtidig er der de stigende renter. Det er to ting, som er afgørende for, om vi får råd til en ny færge, fortalte borgmester Tobias Birch Johansen (V) i programmet.
Læs også: Grønnere færgefart på vej til Læsø med ombygning af eksisterende færge
Arbejdet med at få en ny færge til Læsø har stået på i årevis, og ifølge viceborgmester Karsten Skov Petersen (K) skal en løsning findes så hurtigt som muligt.
- Vi skulle gerne have den nye færge i 2024. Vi skal have den inden det næste valg. Det er vigtigt for øen. Jeg tror, at vi skal lidt ned i størrelse med en kapacitet på ca. 100 biler. Til gengæld skal overfartstiden være kortere, fortalte han.