23948sdkhjf

Dansk Metal: Transport og lagring af CO2 i Nordsøen vil redde mindst 3000 arbejdspladser

Selvom et bredt flertal i Folketinget har besluttet at stoppe for olie- og gasudvinding fra Nordsøen i senest 2050, viser en ny analyse, at mere end 2500 af arbejdspladserne kan bevares, såfremt Danmark omdanner de tomme olie- og gasfelter til lagring for CO2.

Derudover vil der blive skabt mere end 500 arbejdspladser indenfor søfarten i forbindelse med transport af CO2.

Det er nogenlunde svarende til det antal arbejdspladser, der i dag er beskæftiget med at producere olie på Nordsøen.

Det skriver Dansk Metal i en pressemeddelelse.

- Danmark har en unik mulighed for at gøre en stor forskel for klimaet og samtidigt fastholde rigtigt mange arbejdspladser på Nordsøen. Det er vigtigt, at vi fastholder og udnytter den viden, der er i branchen. Det er i høj grad de samme kompetencer, der er brug for, når vi taler om CO2-lagring, siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal.

Dansk Metal skriver yderligere, at der er en lang række fællesnævnere mellem de opgaver, der løses på en olie- og gasplatform, og de opgaver, der kræves for at lagre CO2 i undergrunden. De udtjente olie- og gasfelter i Nordsøen vil samtidig kunne genbruges ved hjælp af ganske få modifikationer.

I sit klimaforslag lægger regeringen op til, at helt op til 40 pct CO2-reduktionen frem mod 2030 skal ske gennem netop CO2-fangst og -lagring. Derfor har regeringen også afsat 200 mio. kr. til at støtte et pilotprojekt, der tester CO2-lagring i Nordsøen.

Dansk Metal mener, at den nye rapport, som viser et stort potentiale for at fastholde arbejdspladser på Nordsøen, øger behovet for investeringer, så der kan skabes mange nye grønne jobs.

 - Det er vigtigt, at Danmark er med fra starten. Det er muligt at investere i den grønne omstilling og samtidigt bevare arbejdspladserne i landet. Når først teknologien er på plads, kan der være et stort potentiale for eksport til udlandet, siger Claus Jensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111