Havarikommission finder to sprækker i skroget på 'Estonia' 26 år efter det sank
Havarikommissionerne i Estland og Sverige har fundet to sprækker i Estonia på bunden af Østersøen, og måske kommet nærmere en forklaring på, hvorfor passagerskibet i sin tid sank.
Det skriver det norkse medie VG på baggrund af et telegram fra nyhedsbureauet TT.
Efter at myndighederne i sin tid lagde låg på den meget omtalte sag, ved at gøre det ulovligt at bjerge skibet med begrundelsen i gravfreden, har dykkere fået lov til at bjerge skibet for at undersøge årsagen til forliset siden den 9. juli.
Havarikommissionerne i både Sverige og Estland bekræfter oplysningerne om fund af sprækker i skroget, men vil endnu ikke konkludere noget ud fra de nye opdagelser.
Til TT siger Jonas Backstrand, formand for Sveriges statslige havarikommission:
- De nye oplysninger er meget interessante. Men vil er forsigtige med at drage konklusioner, før eksperterne har overblik over alle indsamlede data, siger han.
'Estonia' sank natten til den 28. september, da passagerfærgen stødte ind i slemt uvejr på vej fra Tallinn til Stockholm. Ombord var 989 passagerer og kun 137 overlevede.
De nye undersøgelser af skibet er sat i værk, efter en svensk tv-dokumentar tidligere i år såede tvivl om de resultater, myndighederne i sin tid fandt frem til i den officielle undersøgelsesrapport.
Med baggrund i de nye oplysninger fra dokumentaren, hvor journalisterne blandt andet fandt et billede med et stort hul i skroget, blev myndighederne i Estland og Sverige overbeviste om, at de skulle undersøge forliset nærmere.
Af samme årsag blev det gravfreden ophævet, så myndighederne kunne dykke ned for at undersøge skibet.