23948sdkhjf

Et levende rederi: Transport af kvæg, får, heste og grise gjorde C. Clausen til en gigant

Skibene fra Rederiet C. Clausen var en slags flydende bondegårde med kvægbåse, fodermagasin og kraftig ventilation. Fra 1921 opbyggede stifterens søn, Christian Clausen, en af verdens største transportører af levende kvæg

Rederiet C. Clausen (CC) var i 1960-1970’erne verdens førende rederi inden for transport af levende dyr, hvor især transporten af får fra Australien til landene ved den Arabiske Gulf blev dominerende.

Det hele startede i Sønderjylland, hvor Carl Clausen i 1892 etablerede rederiet. Imidlertid var det sønnen Christian Clausen som fra 1921 opbyggede CC til en af verdens største transportører af kvæg, heste, grise og får. I alle årene op til Danmark’s indtræden i EF (EU) tillod Tyskland ikke import af levende dyr som var transporteret over land, hvilket skabte en niche for CC, som blev den førende for sejlads med heste, kvæg og især grise fra Danmark til Tyskland. Op til begyndelsen af 1960’erne var kreaturtransporterne rederiets kerneforretning, for derefter i stor stil at blive afløst af sejlads med får fra Australien til Mellemøsten.

Kreaturfart - flydende bondegårde

Sejladsen med kreaturer foregik op til 1955 med ombyggede skibe, som hver uge sejlede i tusindvis af kreaturer og grise fra Kolding, Sønderjylland og Korsør til Tyskland. I 1955 startede CC et nybygnings- program ved i Sverige at få bygget ’Helene Clausen’ som prototype for yderligere 7 søsterskibe som blev bygget i Jugoslavien og Tyskland. Det blev til såkaldte ’I’ både idet de fem af skibene fik navne som ’Ida, Inger, Ilse, Irene og Iris Clausen’, som blev efterfulgt af to ’A’ skibe med ’Adler’og ’Alca’ samt to lidt større skibe ’Alondra’ og ’Athena’ til CC’s tyske rederi Cimbria Reederei. ’I’ typen kunne laste 224 heste eller 242 køer eller 650 svin, og var en slags flydende bondegårde med kvægbåse, fodermagasin og kraftig ventilation. Udover jævnlige afskibninger af heste fra Letland til Le treport i Frankrig, sejlede rederiet kreaturer over hele verden, hvor især afskibninger fra Argentina var omfattende. Tre af ’I’ bådene kom til at sejle lokalfart i Australien rundt spidsen af Queensland med kreaturer.

Strenge krav

Der blev af myndigheder stillet strenge krav til skibene, og når der var transport af kostbare avlsdyr medfulgte en dyrelæge ofte skibene. Til daglig blev dyrene passet af besætningen, hvilket var en eftertragtet beskæftigelse for søfolkene. Lastning og losning kunne gøres på få timer, hvorfor kreaturskibe har relativt mange dage i søen i forhold til tid i havn. Jeg var shippingelev på rederiets hovedkontor i København, og da CC også var en handels- virksomhed for dyr var der filialer rundt omkring i verden. En del af flåden var som nævnt ejet gennem det tyske datterselskab Cimbria Reederei, men blev drevet fra København.

Da Tyskland efter Danmarks indtræden i EF i 1972 tillod transport af levende dyr over land, forsvandt

en væsentlig del af CC’s forretning. Dette medførte salg af en stor del af de mindre kreaturskibe.

Frugtfart fra De Kanariske Øer

Som et mellemspil var CC i perioden 1944-1961 involveret i transport af frugt fra de Kanariske Øer til Liverpool i samarbejde med det engelske rederi Yarrow Line. Til den frugtfart fik CC i 1944-1949 bygget

4 køleskibe nemlig ’Dorrit Clausen’, Verna Clausen’, ’Bjørn Clausen’ og ’Linda Clausen’ hvor den sidste i 1950 blev solgt til DFDS som ’Diana’. ’Verna Clausen’ blev af CC ombygget til kreaturskib med navnet ’Cimbria’ under tysk flag. Rederiet gik efter 15 år ud af køleskibsfart for at koncentrere sig om sejlads med levende dyr.

Får fra Australien

Som en af de første startede CC i 1960 med at sejle levende får fra Australien til Den Arabiske Gulf. Det udviklede sig til rederiets hovedforretning, som udover selve sejladsen med får også omfattede egne fårefarme i Australien samt handel med får. Lastehavnene var typisk Fremantle og Adelaide og blev hovedsageligt afskibet til Kuwait og Iran. I Kuwait havde CC et tæt samarbejde med Kuwait Steamship som i 1964 blev medejer af CC’s nybygning ’Dagmar Clausen’. I den anledning blev skibet omdøbt til ’Al-Kuwait’ men opereret af CC. Dog var skibet på et af de første rejser så uheldig at kæntre i Kuwait’s havn. Dette ville medføre forurening af havnen, hvorfor det blev en hastesag at få hævet skibet. Karl Kroyer fra Aarhus fik ideen til at hæve skibet med plastickugler - en ide han havde fra et Anders And blad.

Første gang

Det var første gang metoden blev brugt, og blev senere også anvendt til hævning af ’Martin S’ på Grønland. Til at sejle får fra Australien fik ’Al-Kuwait’ selskab af søsterskibene ’Diana Clausen og ’Dona Clausen’ som kunne laste 6.500 får. Eksporten af får fra Australien til Mellemøsten steg voldsomt fra 1960’erne til 1980, hvor der blev afskibet 7 millioner får per år til de arabiske lande. CC fik derfor travlt med at få tilført tonnage, og for at sikre hurtigere og billigere udvidelse af flåden, opkøbte rederiet en del linjeskibe, køleskibe og passagerskibe for ombygning til fåretransporter. Disse typer af skibe havde mange dæk, god ventilation og god fart, og var derfor særligt egnet til formålet. Det første blev i 1969 ØK’s hurtigsejlende linjeskib ’Kambodia’, som CC købte og fik ombygget i Landskrona til at kunne laste 30.000 får. Skibet fik navnet ’Linda Clausen’ men i 1974 omdøbt ’Al-Messilah’ i samarbejde med CC’s partner i Kuwait. Ved ombygningen blev master og bomme fjernet for at blive erstattet af en skov af høje ventilationshætter. Lastningen af får foregik efter Walk-on Walk-off metoden, og tog 1-1,5 døgn via sideporte op ad ramper til de forskellige dæk, hvor båsene var indrettet til 50 får i hver.

Stor besætning

Der var beskæftiget 25 mand udover den normale besætning til at passe på fårene. I lastrummene var det just ikke duften af parfumen Channel No. 5 som var dominerende, idet 30.000 får kunne afgive en kvalm lugt, som nødvendiggjorde kraftige ventilationsanlæg. Fårene kunne være umanerlig stædige, og når en flok får skulle flyttes fra et sted til et andet var det nødvendigt at sætte et førerfår- en vædder i spidsen, for ellers rører flokken sig ikke ud af flækken. Historien går at der en gang ankom et af skibene til lossehavnen i Mellemøsten. Uheldigvis var der kun et førerfår ombord, som med tungen ud af munden måtte gå en hel dag frem og tilbage mellem skibet og slagteriet for til sidst at blive slagtet som tak for indsatsen.

Kommenter artiklen (2)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.171