ITF advarer om risiko for katastrofer efter nye coronatiltag
Den internationale sammenslutning af transportarbejdere, ITF, kommer nu med en "kraftig" advarsel om, af hvis de midlertidige tiltag, som rederier og flagstater har indført under coronapandemien, kommer til at fortsætte eller blive permanente, vil det føre til en kraftig stigning i omfanget af maritime ulykker og miljøkatastrofer.
Kritikken har rod i en ny rapport om emnet, som formanden for IMO's maritime sikkerhedskommitté Odd Rune Malterud har været med til at forfatte. Han fortæller i en pressemeddelelse fra ITF, at rapporten viser en ubæredygtig tendens til at nedprioritere sikkerhed, fordi det er bekvemt – og ikke fordi det er nødvendigt.
- Nogle spillere i branchen presser på for undtagelser, eller ligefrem ophævelser, af vigtige internationale regler, siger han i meddelelsen.
Odd Rune Malterud henviser blandt andet til fjerninspektioner udført med droner. Han understreger, at han ikke er imod den slags inspektioner, når de er mere sikre end alternativet. Det kan for eksempel være ved inspektioner af tanke eller skibets konstruktion.
- Men det er komplet uacceptabelt, når lande som Norge tillader fjerninspektioner, hvor besætningen selv forventes at indrapportere uafhængigt og objektivt om deres egen sikkerhed oveni deres andre pligter, siger han.
Magten ligger hos rederierne
Odd Rune Malterud forklarer, at coronapandemien har rykket ved den magtbalance, der er mellem den søfarende og rederiet. Efter månedsvis til søs er rederiets velvilje det eneste, den søfarende kan appellere til for at få opfyldt et ønske om at komme i land.
- Besætningerne er under et enormt pres for at behage deres arbejdsgivere, som ofte er en søfarendes eneste vej af et skib efter måneder til søs. Dertil kommer, at de fleste arbejdsgivere forventer, at besætningen påtager sig disse opgaver med fjerninspektion oven i deres allerede overbebyrdede arbejdspres, ofte når en søfarende burde holde udkig til fordel for alles sikkerhed, siger han.
ITF's seneste rundspørge viser, at mange søfolk er af samme opfattelse. 73,3 pct. af de søfolk, som har deltaget i ITF's rundspørge i september, tilkendegiver, at træthed og udbrændthed bekymrer dem. 60,1 pct. af deltagerne giver udtryk for, at det er mere sandsynligt, at deres kollegaer til søs vil blive involveret i en ulykke, der kan forårsage skade på menneskeliv, ejendom eller havmiljøet, på grund af træthed eller udbrændthed, end at der ikke vil komme til at ske ulykker.
Læs også: Sådan vil Det Blå Danmark kickstarte økonomien