23948sdkhjf

Sådan vil Det Blå Danmark kickstarte økonomien

Muligheden for at rejse frit over hele verden står sammen med en grøn vækstpulje øverst på ønskelisten hos Danske Rederier

Det skal gøres nemmere for fagpersorner at rejse frit over hele verden. 

Sådan lyder det inderligste ønske fra Det Blå Danmark, efter at regering i august bad en række brancher komme med deres bud på, hvordan Danmark bedst får gang i eksporten efter coronakrisen. 

I den maritime branche blev det den tidligere Svitzer-CEO Henriette Hallberg Thygesen, som nu har titel af executive vice president i Mærsk, som kom til at sidde for bordenden. Efter en række koncentrerede møder og hurtigt arbejde fra de medvirkende i genstartsteamet er holdet nu klar med fem anbefalinger til regeringen, som ifølge genstartsteamet kan sættes igang med det samme:

  • Smidigere forhold for erhvervsrejsende
  • Forlængelse af ordning for besætningsskift
  • Pulje til grøn omstilling
  • Fokuseret kommerciel indsats inden for havvind
  • Styrkelse af risikovillighed i Danmarks Erhvervskredit og genindførsel af mulighed for at optage lån under CIRR-ordning

I Danske Rederier er adm. direktør Anne H. Steffensen klar i mælet på spørgsmålet om, hvad der er vigtigst for brancheorganisationens medlemmer.

- Besætningsskifte har uden sammenligning været – og er stadig – den største praktiske udfordring for rederierne under covid-19. Og selvom vi blandt andet med god hjælp fra den danske regering kan skifte besætningsmedlemmer via Danmark, så er det stadig bøvlet, og vi frygter, hvad en eventuel ny bølge i efteråret kan betyde for de besætningsmedlemmer, der nu er påmønstret vores skibe, siger hun i en pressemeddelelse.

Derfor lyder en af anbefalingerne, at der afsættes midler til en forlængelse af den midlertidige ordning for besætningsskift i Danmark gældende for resten af 2020. På den måde kan søfolk fra danske rederier fortsat bruge Danmark som knudepunkt for besætningsskift.

Ønsker støtte til forsøgsprojekter

Foruden problemerne med besætningsskifte har genstartsteamet haft fokus på, at genstarten skal bidrage til den grønne omstilling af skibsfarten. Derfor er en anden central anbefaling fra genstartsteamet at oprette en grøn vækstpulje, hvor rederierne kan søge støtte til at til søsætte forsøgsprojekter, der skal skubbe skibsfarten i en grønnere retning.

- Vi står over for en meget stor og vigtig opgave med at gøre den globale handelsflåde mere grøn og effektiv. Her er der behov for nytænkning og udvikling, som ud over at bidrage til den grønne omstilling også vil bane vejen for eksport af ny teknologi, siger Anne H. Steffensen.

En tredje central anbefaling for Danske Rederier er anbefalingen om at udbrede kendskabet til de danske kompetencer inden for havvind og hjælpe danske virksomheder inden for havvind ud på fjerne eksportmarkeder:

- Vi er suveræne til at producere, opsætte og vedligeholde havvindmøller i Danmark. Vi er allerede godt repræsenteret på det europæiske marked, men vi kan få mere ud af de danske rederier og virksomheder, som beskæftiger sig med havvind, hvis vi begynder at vinde flere kontrakter i Fjernøsten og USA. Derfor anbefaler vi regeringen at sætte fokus på det segment i eksportfremmearbejdet, siger Anne H. Steffensen.

En uddybning af anbefalingerne fra det blå genstartsteam er tilgængelig her

Læs også: Nu skal Det Blå Danmark genstartes

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157