23948sdkhjf

Nu skal Det Blå Danmark genstartes

Genstartsteamet for Det Blå Danmark er nu i gang med at finde måder, hvorpå eksporten inden for det maritime kan genstartes

Corona-pandemien satte en pludselig, men effektiv stopklods for verdenshandlen, og dermed også for Danmarks eksport til omverden.

Derfor har regeringen nedsat otte genstartsteams, der med hver deres erhvervsleder for bordenden skal komme med anbefalinger til, hvordan eksporten kan genstartes.

I genstartsteamet for Det Blå Danmark er det Henriette Hallberg Thygesen, executive vice president i A.P. Møller-Mærsk, der er formand. Med sig i sit team har hun repræsentanter fra både udstyrsproducenter, rederierne, de maritime erhvervsorganisationer og fagbevægelsen, skriver Danske Rederier. 

Fra Danske Rederier er det adm. direktør, Anne H. Steffensen, der sidder med i genstartsteamet.

- Det kan ikke overvurderes, hvor vigtigt det er for et lille land som Danmark at få gang i eksporten igen, så jeg er glad for, at regeringen har nedsat de her genstartteams, siger hun.

Arbejdet blev onsdag skudt i gang med et stort virtuelt møde mellem de otte genstartteams og regeringen repræsenteret af udenrigsminister Jeppe Kofod og erhvervsminister Simon Kollerup.

- Vi skal se, om vi kan finde få, men konkrete initiativer, som på den korte bane kan afhjælpe de problemer, som en del af rederierne har som følge af corona. Men også gerne initiativer, der kan lægge kimen til vækst fremadrettet. Det kan kun gå for langsomt, så det er godt, at arbejdet nu i gang. Jeg glæder mig til en kort og fokuseret proces, så vi kan aflevere skarpe anbefalinger til regeringen om en lille måneds tid, siger Anne H. Steffensen.

De danske rederier eksporterede sidste år alene for 207 mia. kroner.

De otte genstartteams skal give deres forslag til myndighedstiltag senest den 15. september 2020. Der er afsat samlet 485 mio. kr. i indeværende år til udmøntning af anbefalinger fra samtlige genstartsteams. Anbefalingerne vil derefter indgå i politiske forhandlinger om eksportpakken.

Arbejdet afsluttes derefter med et tværgående møde i "Forum for genstart af dansk økonomi" og afrapportering til regeringen. Anbefalingerne skal igangsættes i år.

Medlemmerne i genstartsteamet for Det Blå Danmark er:

  1. Henriette Hallberg Thygesen, Executive Vice President i A.P. Møller - Mærsk A/S
  2. Jan Rindbo, CEO, Norden
  3. Peter Lytzen, CEO, Esvagt
  4. Torben Carlsen, CEO, DFDS
  5. Søren Nørgaard Thomsen, CEO, Blue Water Shipping
  6. Bjarne Foldager, CEO, MAN Energy Solutions
  7. Søren Hjorth Krarup, direktør, Alfa Laval
  8. Lars Petterson, CEO, Hempel

Erhvervsorganisationer:

  1. Anne H. Steffensen, CEO, Danske Rederier
  2. Jenny N. Braat, adm. direktør, Dansk Maritime
  3. Tine Kirk Pedersen, adm. direktør, Danske Havne

Lønmodtagerorganisationer:

  1. Thomas Søby, cheføkonom, Dansk Metal
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.191