I kæmpe istank fik kongepar øje for udfordringer i iskoldt farvand

I et kar, der måler 40 gange 40 meter fyldt med iskoldt vand, fik det danske kongepar syn for de udfordringer, der kan være ved at færdes i iskolde farvande.
Kong Frederik og dronning Mary besøgte sammen med det finske præsidentpar og den danske vicestatsminister og forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), is- og bølgetanken på Aalto Universitet i finske Helsinki. Tanken er den største af sin slags.
En nedskaleret model af et stort skib skulle have sejlet rundt i tanken for at demonstrere, hvordan man tester færden i iskoldt farvand.
Men skibet rykkede sig ingen vegne.
Måske isen var for tyk, lød det fra laboratoriechef Otto Puolakka.
På den måde blev det på sin vis påvist, hvordan is i farvandene kan være et problem for skibe.
Tanken, der er 2,8 meter dyb, har et indbygget kølesystem og udstyr, der kan producere store isflager på overfladen.
En række af de eksperimenter og øvelser, der bliver foretaget i tanken, handler blandt andet om at teste skibes fremdrift i iskolde farvande.
Derudover danner den kolde tank ramme om test i forhold til havvindmøller i iskoldt vand, hvor man kan teste, hvilken indvirkning is og store isflager i overfladen af havet har på havvindmøllerne.
Selve tanken blev i første omgang etableret i 1980'erne, men den blev renoveret og opgraderet fra 2015 til 2019.
Tanken bliver brugt af både forskere og virksomheder, der af den ene eller anden grund vil lave øvelser i den gigantiske tank, der er den største af sin slags i hele verden.
Senere onsdag skal kongeparret forbi militærbasen Porkkala Garrison.
Basen er Finlands flådes største ved Den Finske Bugt og omfatter primært kystbrigaden og en specialoperationsafdeling.
Under besøget vil der blive vist finske kampdykkerkapaciteter og et eksempel på et samarbejde mellem finsk og dansk forsvarsindustrielt samarbejde i form af et finsk militært køretøj, hvor der er påsat et dansk produceret tårn.