Skib mistænkt for kabelbrud i julen får lov til at forlade Finland

Fartøjet "Eagle S", som er under mistanke for et kabelbrud mellem Estland og Finland i juledagene, får lov at sejle videre.
Det meddeler finsk politi ifølge mediet Yle.
Den første fase af en forundersøgelse er nu færdig, skriver Yle. Derfor får skibet lov til at forlade finsk farvand.
Skibet havde en besætning på 24 personer. Otte af dem mistænkes for lovovertrædelser som blandt andet grov sabotage.
Tre personer er stadig underlagt rejseforbud og må ikke forlade Finland.
Besætningen skal afhøres yderligere, lyder det fra politiet ifølge Yle. Også mere materiale skal undersøges.
Politiet satser på at være færdig med forundersøgelsen senest i slutningen af april.
Bruddet skete 25. december på søkablet Estlink 2, som løber mellem Finland og Estland. Der skete også skader på andre datakabler.
Efterfølgende blev "Eagle S" beslaglagt, og en række myndigheder deltog i undersøgelsen af skibet.
Beredskabsfolk fra politiets beredskabsenhed og den finske grænsemyndighed firede sig ned fra en helikopter og beslaglagde skibet, beskriver Yle.
Skibet mistænkes for at have gjort skade ved at slæbe sit anker langs havbunden.
Fra operatøren af det finske elnet, Fingrid, og den estiske ditto, Elering, lyder det søndag, at det formentlig vil være for dyrt at overtage og vedligeholde skibet i forhold til dets værdi.
Det har ellers tidligere været oppe at vende, at Fingrid skulle holde på skibet for lettere at kunne forfølge et krav om erstatning.
Men det bliver altså for dyrt. Det kan koste op mod 15.000 dollar - omkring 107.000 kroner - om dagen at vedligeholde, vurderer Fingrid.
Derfor vil de to operatører i stedet søge kompensation ved at gå rettens vej, lyder det i en udtalelse fra Fingrid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
For nuværende vil Fingrid og Elering sammen betale for at få repareret Estlink 2, så kablet kan bruges igen hurtigst muligt.
Også toldvæsenet i Finland har haft undersøgt, om fartøjet gjorde sig skyldigt i at bryde sanktioner rettet mod Rusland.
"Eagle S" er registreret på Cookøerne, men vurderes at være under russisk kontrol. Skibet kom fra Sankt Petersborg i Rusland og havde 35.000 ton brændstof med om bord, skriver den finske avis Hufvudstadsbladet.
Men finsk toldvæsen har konstateret, at fartøjet ikke bevisligt har bragt varer underlagt sanktioner ind i Finland med vilje, skriver avisen.
/ritzau/