12 mand og 200 containere over bord: Vildt vejr har hærget Sydafrikas kyster
I Sydafrika holder man ikke oktoberfest men dedikerer i stedet oktober måned til fokus på transportsikkerhed – og i år er der særlig grund til at gå op i den maritime sikkerhed.
Voldsomt vejr i årets første ni måneder har nemlig ført til store tab af gods, skibe og endda søfolks liv til søs.
Den sydafrikanske myndighed for maritim sikkerhed, The South African Maritime Safety Authority (SAMSA), beretter om hele 22 hændelser i år. Tallet dækker blandt andet over hele to sunkne fiskerbåde med tab af mindst 12 menneskeliv til følge.
Grundstødt dry bulk-skib
Bjergningsindsatsen af grundstødte 'Ultra Galaxy' er nu et sted i processen, hvor de relevante myndigheder snarligt forventer at udpege et selskab, der får ansvar for at fjerne vraget.
'Ultra Galaxy', der var chartret af Gentofte-baserede Ultrabulk, havnede i juli måned i hårdt vejr og fik slagside, hvorefter besætningen forlod skibet.
Skibet har efterfølgende ligget på grund, og det 124,6 meter lange skrog er brækket op i fire dele. De sydafrikanske myndigheder indsatte i sommer 125 mennesker, der arbejdede med at rydde op, efter olie var drevet i land som følge af skibets skader.
Arbejdet med at rydde olielækket op er lykkedes, siger myndighederne. Nu venter så bjergningen af skibets skrog, der stadig ligger grundstødt cirka 300 km nord for Cape Town.
- Vores mål er at gendanne kystlinjen ved ikke blot at fjerne de fysiske rester af skibet, men også ved at sikre os, at de maritime økosystemer, der er påvirket af olielækket, bliver genoprettet, sagde Sydafrikas transportminister, Mkhuleko Hlengwa, på et møde med The South African Maritime Safety Authority.
Container-problemet
Også med godset har der været problemer. Flere end 200 containere er blevet tabt til det oprørte hav i årets løb.
143 containere er i juli og august faldet af de to CMA CGM-skibe 'MV Benjamin Franklin' og 'CMA CGM Belem', mens 'MSC Antonia', mistede 46 containere i begyndelsen af december sidste år.
Nogle af de mange containere har øjensynligt være fyldt med pilleglas med lægemidler som ibuprofen og acetaminophen, der i disse dage skyller op på flere hundrede kilometer af Sydafrikas kyster.
Allerede fra næste år vil reglerne for at indberette om tabte containere blive skærpet.
Forebyggelse er vejen frem
Det har altså været et turbulent år i de sydafrikanske have.
På mødet mellem transportministeren og den sydafrikanske myndighed for maritim sikkerhed understregede ministeren, at:
- Når vi ser ind i fremtiden, må vi spørge os selv, hvordan vi bæredygtigt finansierer og opretholder kapaciteten til at forhindre sådanne hændelser i fremtiden.
Han sagde, at det også var vigtigt med større støtte og samarbejde med både den maritime sektor og industrien samt andre statslige afdelinger og enheder.