Viking Line går fra LNG til bio-LNG - i hvert fald i en uge
Svenske Viking Line lader de to LNG-færger 'Viking Glory' og 'Viking Grace' overgå til det grønnere bio-LNG.
Men kun i en uge.
Det skyldes at bio-LNG er dyrt. Hundedyrt!
Til gengæld vurderer rederiet selv, at skiftet til bio-LNG forventes at reducere CO2-udledningen med 90 pct.
Initiativet vurderes at være allerførste gang, at et færgerederi opretholder en daglig drift alene på bio-LNG - også selv om det - som nævnt - kun er i en begrænset periode.
Biogassen leveres af svenske Gasum, og produceres af madaffald og landbrugsaffald, hvilket gør det til en relativt miljøvenlig løsning, der udnytter ressourcer, som ellers ville være gået til spilde.
Formålet med dette skifte er ikke kun at reducere CO2-udledningen, men også at skabe efterspørgsel efter biobrændstof, hvilket - håber den maritime branche - kan føre til øget udbud og lavere priser i fremtiden.
Samtidig markerer udviklingen, at Viking Line forsøger at oparbejde en såkaldt 'grøn korridor' mellem hhv. Åbo-Stockholm og Helsingfors-Tallinn.
Ved at tage dette skridt håber Viking Line at inspirere andre aktører i branchen til at følge trop og investere i bæredygtige løsninger.
- Vi har investeret rundt regnet 450 mio. euro i den grønne omstilling af de to fartøjer, således at de nu kan sejle på både LNG, bio-LNG og i fremtiden også P2X-baserede syntetiske brændstoffer, forklarer bæredygtighedschef i Viking Line, Dani Lindberg, ifølge Sjøfartstidningen.
Han påpeger dog samtidig, at brændstofudgifterne bliver rundt regnet fordoblet ved brug af LNG.
- Alligevel kaster vi os ind i dette projekt for at sparke gang i efterspørgslen og dermed give et incitament og forhåbentlig inspirere andre aktører i branchen, forklarer Dani Lindberg.
Driftsugen med bio-LNG i tanken slutter i dag.