Viking leverer stærkt 2023-regnskab: Rammer vigtigt vækstmål to år før tid
Viking Life-Saving Equipment har netop præsenteret et stærkt regnskab med betydelig fremgang på alle markeder og på alle virksomhedens forretningsområder.
Overskuddet før skat er forbedret med over 100 mio. kr. fra 330,8 mio. kr. til 436,2 mio. kr., mens omsætningen for andet år i træk er steget med næsten 400 mio. kr. til 3,53 mia. kr.
Med høj vækst følger normalt øgede omkostninger. Men i 2023 er omkostningerne steget mindre end både omsætning og dækningsbidrag.
Dermed har Viking indfriet sine mål i forretningsplanen BP25 to år før tid.
Vikings mangeårige direktør, Henrik Uhd Christensen, får ikke lov til selv at præsentere resultaterne, idet han gik bort den 17. januar i år efter kort tids sygdom.
Og det smerter Vikings mangeårige finansdirektør, Gert Lillebæk:
- Det gør mig ondt, at Henrik ikke fik mulighed for at formidle resultatet af et fantastisk år, som han med sin dygtige ledelse havde stor indflydelse på. Han har gentagne gange sagt, at han ønskede at aflevere Viking i en bedre form, end da han overtog ledelsen. Det levede han i meget høj grad op til, siger Gert Lillebæk.
Viking annoncerede sidst i februar, at Henrik Helsinghof pr. 1. juni er udpeget som ny adm. direktør.
Salg af redningsbåde på uset niveau
Ifølge Gert Lillebæk, er Vikings stærke årsresultat særligt bemærkelsesværdigt ved, at ikke et eneste produktområde eller geografisk marked er gået tilbage i 2023.
- Specielt offshore-segmentet har haft en positiv udvikling. Vores voksende serviceforretning har i flere år stjålet billedet, men i 2023 udviklede produktsalg sig procentuelt endnu bedre. Vi har haft travlt på alle områder.
Gert Lillebæk fremhæver bl.a., at tilgangen af ordrer på redningsbåde er på et hidtil uset højt niveau, og at produktionen af rednings- og branddragter til det globale marked aldrig har været højere.
Viking vil fastholde momentum ved at investere i serviceforretningen, produktionen og udvikling af nye produkter.
- Inden for service er målet at tilbyde full scope-service på stadig flere af vore servicestationer, så vi dækker alle serviceområder med særligt fokus på service af redningsbåde og brandmateriel. Vi investerer desuden i produkter og koncepter, der driftsmæssigt giver mening for kunderne og nedbringer kompleksiteten i deres forretninger, siger Gert Lillebæk.
Venter moderat vækst i 2024
Vikings globale servicenetværk nåede ved udgangen af sidste år 279 autoriserede servicestationer, og den globale tilstedeværelse omfatter 36 egne udenlandske datterselskaber repræsenteret på 79 lokationer.
Investeringer i flere full scope-servicestationer er en af årsagerne til, at antallet af fuldtidsbeskæftigede i Viking sidste år steg med over 200 personer til 3.294 medarbejdere.
For 2024 venter Viking en mere afdæmpet omsætningsvækst og en marginalt forbedret bundlinje.
Det skyldes investeringer i bl.a. servicestationer og nye produktionsfaciliteter i Grækenland og Norge, som vil omkostningerne her og nu, men som virksomheden ser som en investering i fremtidig indtjening.
Regnskabet bliver i øvrigt finansdirektør Gert Lillebæks sidste. Pr. 4. marts har han overladt tøjlerne som CFO til Mira Nielsen.
Samtidig med årsrapporten udgiver Viking sin ESG-rapport, der omhandler indsatsen inden for miljø, socialt ansvar og governance.
Mio. DKK | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 |
Nettoomsætning | 2583 | 2740 | 3139 | 3533 |
Resultat af primær drift | 189 | 289 | 341 | 462 |
Resultat før skat | 169 | 277 | 331 | 436 |
Resultat efter skat | 131 | 206 | 250 | 333 |
Egenkapital | 1078 | 1228 | 1345 | 1466 |
Medarbejdere | 2914 | 2858 | 3070 | 3294 |