Afgørelsen er faldet: Konkursramt Esbjerg-rederi skal ikke betale millioner til amerikanere
En amerikansk partner i det hedengangne og konkursramte Esbjerg-rederi World Marine Offshore (WMO), har ikke penge til gode i konkursboet.
Selskabet Treadwell Franklin Infrastructure med erhvervsmanden Michael Landry i spidsen havde ellers stillet krav om at få 130 millioner kroner ud af boet efter rederiet, men det bliver der ikke noget af.
Det skriver Jydske Vestkysten på baggrund af en artikel fra Shipping Watch.
- Kravet rettet mod WMO fra sagsøgerne i USA er nu prøvet og fuldstændigt afvist, erklærer kurator Michala Roepstorff, partner hos advokatfirmaet Plesner over for Shippingwatch.
WMO og Treadwell Franklin Infrastructure oprettede et joint venture samarbejde omkring en havvindmøllepark i 2020, som Esbjerg-virksomheden endte med at trække sig fra forud for konkursen i 2023.
Amerikanerne mente, der var tale om kontraktbrud og søgte kompensation i boet efter WMO.
Trecifret millionkrav
WMO gik konkurs 6. januar 2023 og efterlod sig en række kreditorer, hvis krav til sammen løb op i 445 millioner kroner.
I følge Finans.dk gik firmaet konkurs efter en række år med millionunderskud og intern uro i ledelsen og ejerkredsen. Sømmet i kisten blev et søgsmålet fra amerikanerne.
Kuratorerne har forsøgt at sælge det forliste selskab samlet og dermed skaffe likvider til rækken af kreditorer, men det har vist sig mere givtigt at sælge forretningen i bidder, fordi det ville sikre en højere pris.
World Marine Offshore etablerede sig på CTV-markedet tilbage i 2012 med fire specialdesignede trimaraner bygget i Norge. Ifølge rederiets flådeliste disponeres aktuelt 10 CTV’ere.
Esbjerg-rederiet var ejet af hhv. WHO Shipping Company A/S og Exes Invest A/S, der hver sad med en ejerandel på 50 procent.