23948sdkhjf

Dansk deltagelse i redningsaktion ved forladt skib

Det forliste skib 'FSO Safer' ruster i Det Røde Hav og nu vil FN indlede en operation, der skal tømme skibet for at undgå et olieudslip, der kan blive til en af verdens største miljøkatastrofer

Ifølge FN er der stor risiko for, at det forliste tankskib 'FSO Safer' i det Røde Hav når som helst kan lække olie. Enten gennem et brud på skroget, en lækage eller en eksplosion. Hvis det sker, kan det blive op til fire gange så slemt som i 1989, hvor tankskibet 'Exxon Valdez' gik på grund i Alaska og lækkede store mængder olie ud i havet.

'FSO Safer' har cirka 1,1 millioner tønder råolie ombord, og eksperter vurderer, at det er umuligt at reparere skibet, men nu har den danske regering besluttet at støtte en FN-operation, der skal tømme skibet for råolien. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

- Vi har en klar forpligtelse til at forebygge en miljømæssig katastrofe og undgå en forværring af den allerede dybt alvorlige humanitære situation i det krigshærgede Yemen. Som søfartsnation er det desuden i vores stærke interesse at sikre, at alle verdens have er farbare. Derfor er det helt afgørende, at FN får tømt 'Safer' for olie, og jeg er glad for, at Danmark kan være med til at støtte den operation, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ifølge meddelelsen.

Til efteråret forventes store storme i området, og det øger risikoen for lækage og eksplosion, eller for at 'FSO Safer' synker. Hvis det sker, vil en fuld oprydning koste 20 milliarder USD. Det forventes, at FN's redningsoperation i første omgang samlet set vil koste 80 millioner USD.

Et olieudslip vil ramme skibsfarten i området hårdt og derved forringe mulighederne for at levere humanitær bistand til Yemen. Næsten 70 procent af den humanitære bistand til Yemen kommer ind gennem havne, som ligger tæt på 'Safer', og mere end halvdelen af Yemens befolkning er afhængig af humanitær hjælp, oplyser Udenrigsministeriet.

Der er desuden en betydelig risiko for, at et udslip kan påvirke skibsfarten i området i en sådan grad, at international handel og globale forsyningskæder påvirkes, hvilket vil medføre store økonomiske omkostninger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078