23948sdkhjf

Desmi tager digitale skridt: Så skal der pumpes data frem

Teknologivirksomheden Kollektio skal levere både sensorteknologi og IoT-platform til den danske pumpeproducent Desmi, som er klar til at rulle online pumpeovervågning ud i sortimentet.

Første skridt er udrulning i Desmi’s pumper til akvakultur. IoT-overvågningen skal blandt andet give onlinestatus om vedligeholdelse og effektivitet, og her skal det første projekt snart installeres ved Danish Salmon i Hirtshals.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

- Overvågningen giver vores servicefolk mulighed for onlinesupport, når der skal fejlfindes i samarbejde med kundens tekniker. Løsningen er også lavet på en måde, hvor vi egentlig kan tilbyde datapunkter inden i kundernes SCADA-system, siger forretningsudvikler Jacob Foldager fra Desmi.

Løsningen fungerer ved hjælp af et IoT-device, som er monteret på pumpens frekvensomformer. Her aflæser en sensor og skaber data om for eksempel vibration, KW-forbrug og temperatur i en softwareplatform.

Leverer komplet løsning

Kollektio har sine kompetencer i både udvikling af hardware og i softwareplatforme, og den brugerdefinerede løsning til Desmi blev skabt fra bunden af ud fra pumpeproducentens specifikationer.

Det betyder, at løsningen både måler temperatur, tryk og vibration.

Jan Højer Pedersen fra Kollektio fortæller samtidig, at overvågningen ikke kræver, at medarbejdere skal overvåge pumperne konstant. Der bliver i stedet sendt en alarm ved unormal drift, og så reagerer teknikeren og ser på pumpens livedata.

Pumper til fiskeopdræt

Parterne har arbejdet med overvågningsløsningen i halvandet års tid. I første omgang skal teknologien udrulles i Desmi’s akvakultur-sortiment, som blandt andet er pumper til fiskeopdrætsfarme.

- Der er fiskeopdrætsanlæg spredt rundt i hele verden og på svært tilgængelige steder. Her er der stor værdi i at kunne supportere kunderne på afstand, men også at sikre pumperne kører 24/7, siger Jacob Foldager.

I fiskeopdrætsindustrien er især de store hovedpumper kritiske aktiver. En kontinuerlig gencirkulation af vandet i dambrug sikrer nemlig rent, afgasset, iltet og hærdet vand til fiskebestanden og er afgørende for velfærden og væksten i produktionen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094