23948sdkhjf

34 besætningsmedlemmer fra ’Akademik Ioffe’ er frigivet og sendt hjem til Rusland

Omtrent halvdelen af besætningsmedlemmerne fra det russiske forskningsskib ’Akademik Ioffe’ er vendt tilbage til Rusland.

Det er sket i løbet af mandag morgen, efter en større udvekslingsmanøvre, hvor besætningen blev flyttet over på et andet russisk skib i løbet af weekenden og sejlet hjem til Kaliningrad i Rusland.

Det bekræfter den russiske ambassade over for Jyllands-Posten, som også har været i kontakt med Søværnets Operative Kommando.

Frigivelsen blev en realitet, efter den russiske ambassade - ifølge eget udsagn - havde fået tilladelse til at sende flere af de 67 besætningsmedlemmerne hjem, mens skibets foreløbige skæbne venter sin afgørelse i den danske fogedret.

Dog skal en minimumsbemanding blive tilbage på skibet, hvorfor kun cirka halvdelen af besætningsmedlemmerne i skrivende stund er frigivet.

Større udvekslingsmanøvre

Dermed er der stadig 33 besætningsmedlemmer tilbage på det russiske forskningsskib, som tilbageholdes af den danske fogedret på opfordring fra det canadiske firma One Ocean Expeditions, som påstår at have et udestående på ikke mindre end 40 millioner kroner til gode i skibet, hvorfor det har været tilbageholdt ud for Skagen siden 1. november.

Frigivelsen af besætningsmedlemmerne skete ifølge Jyllands-Posten ved, at andet russisk skib sejlede til den danske grænse, hvor det mødtes med ’Akademik Ioffe’.

Herefter blev overdragelsen af besætningen gennemført idet mediet kalder ’i nattens mulm og mørke’.

Gældende regler betyder nemlig, at det russiske skib, der afhentede besætningen, ikke umiddelbart måtte sejle ind i dansk farvand. Derfor mødtes skibene på grænsen af dansk og internationalt territorialfarvand, og straks efter overdragelsen vendte det russiske forskningsskib tilbage til Skagen, oplyser Søværnets Operative Kommando.

Her skal det blive, indtil sagen er afgjort, hvilket allerede kan ske i dag, idet Landsretten i Viborg forventes at tage stilling til ankesagen fra Fogedretten i Hjørring.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094