CMA CGM lurer på investering i de dyreste dual-fuel containerskibe til dato
Det franske containerrederi CNA CGM overvejer at lægge en ordre på hele 10 containerskibe til en samlet pris på end tre milliarder kroner.
Det skriver det internationale maritime medie Tradewinds.
Ifølge mediets kilder, så afsøger det franske rederi i øjeblikket markedet med henblik på at indkøbe nybyggede containerskibe i størrelsen 2000-teu og i isklasse 1A med levering i 2024.
- Hvis CMA CGM bestiller disse nye containerskibe, vil de sandsynligvis blive de dyreste feederskibe af denne størrelse, der nogensinde er bestilt på markedet, siger en anonym skibsbygningsmægler til Tradewinds.
Ifølge en anden kilde har CMA CGM henvendt sig til skibsværfter i både Kina og Sydkorea, for at indhente tilbud på priser. Anslået pris pr. skib menes at ligge et sted mellem 300 og 350 millioner danske kroner.
Andre markedskilder fortæller til Tradewinds, at CMA CGM allerede har underskrevet en hensigtserklæring med Hyundai Mipo Dockyard. Værftet har dog ikke ønsket at kommentere på den oplysninger og henviser i stedet til fortrolighed om kundekontrakter, og det samme gør rederiet.
Prisen på disse nybygninger siges at være i den høje ende, fordi rederiet kræver at skibenes specifikationer skal være ’ekstremt høje’. Kilder siger til Tradewinds, at skibene kommer til at koste det dobbelte af et lignende fartøj drevet på konventionelt brændstof.
Efter alt at dømme ønsker CMA CGM at vælge nybygninger, som skal drives frem af LNG-motorer, og som er udstyret med MEGI-motor med højtryk.
- CMA CGM ønsker at laste 45-fods containere på skibene i stedet for de standardiserede 40-fods eller 20-fods containere. De ønsker også, at styrehuset placeres forrest på skibet for at give et bedre udsyn, fortæller skibsmægleren.
Samme kilder mener at vide, at de nybyggede containerskibe skal kunne anvendes på skibsruter i det arktiske område.