Holger Danske og Kronprinsen under udfasning - for gamle og for små
Med beslutningen om at bestille en ny godsfærge gør Scandlines klar til at tage afsked med to evergreens i dansk færgefart.
Men endnu er intet besluttet omkring den videre skæbne for miniputterne 'Holger Danske' og 'Kronprins Frederik'.
Det oplyser rederiet til Søfart.
Men det står klart, at de to mindste færger i Scandlines-flåden ikke længere er tidssvarende.
’Holger Danske’ blev søsat i 1976 og ’Kronprins Frederik’ kom på havet i 1981.
Da Søfart i juni 2020 spurgte driftsdirektør Michael Guldmann Petersen til spørgsmålet om de to ældste færger, lød svaret:
- De ældste skibe er efterhånden forholdsmæssigt dyre i drift. Der bliver mere og mere at udbedre og vedligeholde, når det skal til rutinetjek på værftet. Og der er konstant en del stål, der skal skiftes grundet alder og slid.
Hvad går jeres overvejelser mere detaljeret på?
- Hvis vi ser bort fra den aktuelle coronakrise, så går trenden jo mod mere og mere trafik, og flere og flere lastbiler, der skal transportere mellem Danmark og Tyskland. Og vores fremskrivninger fortæller os, at der ikke går særlig mange år, før vi løber tør for kapacitet i spidsbelastningsperioderne.
Michael Guldmann Petersen fortsatte:
- På et tidspunkt vil vi få brug for yderligere kapacitet til Rødby Puttgarden, og eftersom nybygningsværfterne har masser af ledig kapacitet og er sultne på nye opgaver, stiller vi os selv det spørgsmål, om det ikke ville være en god idé at udnytte dette vindue til at sætte gang i en kontrahering. Men jeg understreger, at der er tale om overvejelser. Der er ikke truffet nogle beslutninger.