23948sdkhjf

Ny direktør sætter fokus på global udvikling og digitalisering hos århusiansk kølevirksomhed

Ejner Brodersen er ny CEO for århusianske B Cool.

- Ejner Brodersen har skabt vækst og resultater i virksomheder, der ligner B Cool både branchemæssigt og organisatorisk. Han har solid erfaring med implementering af digitale arbejdsgange, og så er han en stæk ledelsesprofil. Vi er ikke i tvivl om, at Ejner og B Cool er et stærkt match, siger bestyrelsesformand i B Cool, Jesper Fredberg, i en pressemeddelelse.

B Cool, der har base i Risskov, servicerer, vedligeholder og udvikler kølesystemer, køleudstyr og PLC/PC-styringssystemer til brug ombord på skibe og andre maritime installationer. Kunderne er rederier i hele verden. Derudover har B Cool også en afdeling med salg af reservedele, samt specialister, der renoverer elektriske komponenter i kontrolsystemer.

Ejner Brodersen tiltræder 1. november.

- Det er med stor ydmyghed og spænding, at jeg har sagt ja til at stå i spidsen for B Cool. Et brand, der i marine-segmentet er kendt for at være en agil og innovativ global servicevirksomhed. Jeg glæder mig til at bruge mine erfaringer og kompetencer og møde de engagerede, teknisk dygtige og kundefokuserede medarbejdere. Sammen sætter vi et stærkt fokus på udviklingen af digitale serviceløsninger samt produkter og systemer baseret på klimavenlige kølemidler, hvilket sikrer et stort fremtidigt vækstpotentiale for virksomheden, siger Ejner Brodersen.

Tættere på kunderne

Palle Bendix, der grundlagde B Cool i 2002, fortsætter i virksomheden med uformindsket energi og styrke, men kan nu fokusere hele sin indsats på B Cools salg, udvikling og internationale samarbejder.

- B Cool er kommet godt igennem corona-perioden, og vi er helt klar til at komme ud i verden igen. Med Ejner og hans erfaring ved roret hjemme i Danmark, kan jeg bruge mere tid på det, som altid har været min drivkraft, nemlig udviklingen af forretningsmuligheder og nære relationer. Derfor kommer jeg til at have tættere kontakt med vores samarbejdspartnere rundt om i verden og være mere til stede ude hos kunderne, forklarer Palle Bendix.

Udover hovedkontoret i Risskov er B Cool repræsenteret via samarbejdspartnere og agenter i otte andre lande, blandt andet i USA, Mexico, Grækenland, Singapore og Sydkorea.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.484