Fragtskib er smidt ud af amerikanske farvande efter fund af invasive arter
Amerikansk told- og grænsebeskyttelse beordrede et bulkskib med Panama-flag til straks at forlade amerikanske farvande tidligere på måneden efter opdagelsen af invasive insekter om bord. Det skriver gcaptain.com.
En indledende inspektion af skibet M/V Pan Jasmine, der ankom fra Indien, havde gjort stop i Mexico, og nu sejlede ned ad floden ved New Orleans den 17. juli. rejste nogle spørgsmål, efter at det blev opdaget, at træet (også kaldet 'dunnage') der tidligere var brugt til at sikre en last af aluminium, blev efterladt på dækket i stedet for at være aflæsset i Mexico.
Det førte ifølge gcaptain.com til en nærmere inspektion fra myndighederne i USA, der opdagede fem separate skadedyr, herunder to arter (nemlig træbukke, en type biller og myrmicinae, koloniserende dronningemyrer), der er kendt for at udgøre en stor landbrugstrussel mod USA. På grund af den store mængde træ og tilstedeværelsen af skadedyrene blev skibet beordret til straks at forlade amerikanske farvande, laste træet i lastrummet og rense dækkene, inden det vendte tilbage til USA.
Udryddelse for millioner
Pan Jasmine sejlede d. 21. juli til Freeport, Bahamas, for at bortskaffe det skadedyrsbefængte træ. Ifølge den amerikansk told- og grænsebeskyttelse blev træbukke opdaget i New York City i 1996 og senere i Chicago. De stammer fra Kina og Korea og blev ved et uheld importeret til USA via træmaterialer, og inden for to år resulterede angreb i ødelæggelse af næsten 7.000 træer.
Udryddelsen af træbukkene blev foretaget mellem 1996 og 2013 og anslås at have oversteget omkostninger på 537 mio. dollar, baseret på USDA Forest Service-tal.
- Hvis træet var blevet aflæsset i USA, ville det være anbragt på en losseplads i Louisiana, hvor insekterne kunne krybe ud og invadere det lokale habitat og forårsage uberegnelig skade, sagde havnedirektør i New Orleans, Terri Edwards til mediet.