23948sdkhjf

IMO vedtog klimaregler for skibsfarten, men udsatte stort set alle andre beslutninger

Efter fem dage med lange forhandlinger i IMO’s miljøkomite MEPC, nåede medlemslande torsdag til enighed om konkrete klimaregler for skibsfarten gældende fra 2023. Aftaletekstens indhold er mindre ambitiøs end de målsætninger, den danske delegation forinden havde meldt ud.

Det var en kort aftaletekst, medlemmerne i IMO kom ud ad den virtuelle dør med i går, trods fem dage med langstrakte forhandlinger ved det 76'ende møde i miljøkomiteen MEPC.

Et af de få punkter, hvor medlemmerne nåede til enighed, var i forhold til klimaregler for skibsfart. Her blev det vedtaget, at sektoren skal forpligte sig til at forbedre sin flådeeffektivitet med mindst to pct om året fra 2023 til 2026.

Det giver en samlet effektivitet på 11 pct. i 2026, hvilket er halvdelen af de 22 pct. den danske delegation gik til forhandlingerne med som erklæret målsætning.

Den del af aftalen betyder tilmed, at man har valgt at udsætte beslutningen om, hvordan man opnår målsætningen om 40 pct. reduktion inden 2030, som det er aftalt i IMO's klimastrategi.

I stedet vil man se på resultaterne af de ved mødet aftalte klimaregler, før man går videre i beslutningsprocessen om, hvordan man opnår målsætningen.

Derudover blev det såkaldte EEXI-indeks vedtaget. Det er et instrument, der skal måle skibenes tekniske effektivitet fra 2023.

Og så blev afslutningsvist aftalt at indføre CII-indekset, der skal måle skibenes driftsmæssige effektivitet ved at kategorisere skibene fra A-E: A er mest effektiv og E mindst.

Ingen forskningsfond

Til gengæld kunne medlemslandene ikke blive enige om ret meget andet, hvorfor de fleste punkter på dagsordenen blev forkastet eller udsat til møder på et senere tidspunkt.

Det gælder blandt andet MBM, som er en afgift på fossile brændstoffer. Her blev medlemmerne enige om at udsætte en egentlig beslutning og i stedet diskutere punktet, når medlemmerne mødes igen til november.

Forinden mødet havde flere lande som Danmark og Norge håbet på, at en fond til forskning indenfor fossile brændstoffer og teknologi ville blive oprettet og endeligt vedtaget.

I forskningsfonden skulle der havde været midler for 5 mia. dollar, men medlemslandene kunne ikke nå til enighed, hvordan fonden skal skrues sammen i praksis. Derfor blev dette punkt ligeledes udsat til et senere møde.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078