23948sdkhjf

DFDS tager levering af ny Dover-færge

Seks uger tidligere end kontrakten tillod kunne Stena Ro Ro i dag overlevere nybygning til DFDS

DFDS’ nye ro/pax-færge til Dover – Calais-ruten ’Côte d'Opale’ blev tidligere i dag lokal tid leveret fra det kinesiske værft CMI Jinling (Weihai), seks uger forud for tidsplanen i nybygningskontrakten. 

Det oplyser Stena Ro Ro i en pressemeddelelse. 

Det er svenske Stena Ro Ro, der er kontrahenten af ’Côte d'Opale’, som er den femte enhed i Stena Ro Ro’s E-flexer-klasse af meget fleksible ro/pax-færger, som kan tilpasses et bredt spekter af konfigurationer. DFDS har bareboatchartret ’Côte d'Opale’ i en foreløbig 10-årig periode til at erstatte færgen ’Calais Seaways’ på Kanalruten.

Fakta ’Côte d'Opale’

Længde: 214,5 m
Bredde: 27,8 m
Dybgang: 6,4 m
Lanemeter: 3.100
Personbiler: 120
Passagerer: 1.000

Dermed er ’Côte d'Opale’ den første af de i alt ni enheder i E-flexer-klassen, som er konfigureret som dagfærge til den korte og højfrekvente rute mellem Dover og Calais. De foregående fire færger i klassen er fordelt mellem tre til Stena Line samt en til Brittany Ferries.

Forlængede og LNG-drevne

De følgende fire færger i serien udgøres af henholdsvis endnu to nybygninger til Brittany Ferries, begge i øvrigt som de eneste i serien LNG-drevne – samt henholdsvis to forlængede såkaldte E-Flexer MK II’ere til Stena Lines Østersømarked. 

Fakta Stena’s E-Flexer klasse

#1 Stena Line (Holyhead-Dublin, indsat 2020)
#2 Stena Line (Belfast- Liverpool, indsat 2020)
#3 Brittany Ferries (Bareboatcharter, UK-Spanien)
#4 Stena Line (Belfast-Liverpool, indsat 2021)
#5 DFDS (Bareboatcharter, Dover-Calais, indsat 2021)
#6 Brittany Ferries (LNG-drift, bareboatcharter, UK-Spanien, indsat 2021)
#7 Stena Line (MK II, indsat 2022)
#8 Stena Line (MK II, indsat 2022)
#9 Brittany Ferries (LNG-drift, indsat 2023)

- Vi tilbyder effektive transportløsninger til både gods og passagerer. Med en kapacitet på 160 biler og plads til 1.000 passagerer er ’Côte d'Opale’ et godt eksempel på, hvordan vi kombinerer gods og passagertrafik uden at gå på kompromis med oplevelsen ombord, udtaler DFDS’ CEO Torben Carlsen i pressemeddelelsen, og fortsætter:

- Vi sætter stor pris på Stena’s E-Flexer-design, som har gjort det muligt at tilpasse færgen i samarbejde med Stena til de ønsker, der er forbundet med den korte overfart over kanalen. Med den her færge vil vi være i stand til at tilbyde vores passagerer en behagelig rejse.

DFDS forventer at indsætte ’Côte d'Opale’ på ruten mellem Dover og Calais i løbet af juni måned. De forlængede MK II’ere får en længde over alt på 239,7 meter og en lanemeterkapacitet på 3.600.

Læs også: Ny færge er en historisk milepæl - og et stort sats - for Stena

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141