23948sdkhjf

ME Production havde travlt 2019 – men coronaen lurer i horisonten

2019 blev et af de travleste år nogensinde for ME, der er kendt for sine scrubbere til skibsfarten

2019 blev det travleste år nogensinde for nordjyske ME Production. Virksomheden har tre forretningsområder; leverance af marinegear, reparation af vindmøllegear, samt produktion af røgrensningsteknologi, også kaldet scrubbere.

- I 2018 fik vi et gennembrud med vores røgrensningsteknologi, og ordreindgangen fortsatte egentlig bare ind i 2019, så det blev et fantastisk år på alle områder – både på røgrensning, gear og vind, så det var virkelig fint, fortæller CEO Jens Peter Faldt.

- Vi havde en vækst både i vores nybygnings- og retrofitmarked plus en enorm vækst i ansatte og uddannelser, nybygning af hal – så det var et godt år, uddyber han.

Omsætningen firedoblet
ME Production oplyser ikke tal for sin omsætning, men Jens Peter Faldt fortæller, at den er næsten firedoblet i 2019.

På bundlinjen er overskuddet før skat mere end seksdoblet – det er steget fra 1,7 mio. kr. til 10,7 mio. kr. Alligevel kunne det have været endnu bedre.

- Det er tilfredsstillende, men ikke som budgetteret. For mængden af ansatte, der skulle læres op, var nok mere kompleks, end vi havde forudset. Det har været produceret en lille smule for dyrt, fordi vi også har skullet bruge vikarer og underleverandører, men vi har kunnet følge med, lyder det fra Jens Peter Faldt.

- Når man så kigger på, hvordan det er forløbet, og hvordan de, der er dygtigst, har formået at lære de nye op, så kan man kun være jublende glad.

Presset erhverv
Det er specielt virksomhedens produktion af scrubbere, der har taget er ordentligt hop i 2019. Det er sket som en naturlig følge af, at den internationale skibsfartsorganisation IMO fra årsskiftet introducerede nye krav til, hvor meget svovl rederierne må udlede i deres udstødning. Her kan rederierne enten vælge at bruge brændstof med mindre svovl eller at få efterinstalleret en scrubber, der renser udstødningsrøgen.

Det har skabt et stort pres på scrubber-markedet – og det er et forretningsområde, der ser ud til at fortsætte for fuld damp.

Eller sådan så det i hvert fald ud, indtil den verserende coronakrise brød ud. Krisen har nemlig sendt en bølge af usikkerhed gennem det maritime erhverv, og det mærker man også hos ME Production.

- Det har gjort, at alting er stoppet. Hvis man kan snakke om, at noget er træls, så er det dér træls, konstaterer Jens Peter Faldt, og fortsætter:

- Vi var faktisk lige ved at lukke året af for 2020. Vi manglede lige lidt. Den største af dem, der var jeg faktisk på vej til Aalborg for at møde kunden for at lave det sidste, hvor de så siger: ”Vi er nødt til at lukke, vi er blevet sendt hjem, så den må vi tage senere”. Og der står vi så nu. Det har medført et stop, der gør, at likviditeten på salget bliver passet på. Markedet for scrubbere er presset, for den er bundet op på en finansiering på forskellen mellem heavy fuel og low sulfur fuel, og den er historisk lav lige nu, så der er ikke ret mange business cases, der på kort sigt er noget værd. Og det maritime område er hårdt ramt og har været det i mange år, men alle ved, at når der kommer gang i tingene igen, så stiger priserne.

- Det er faktisk en fantastisk periode at investere i scrubbere, og det prøver vi også at fortælle dem, men der er simpelthen ikke omsætning til at bære en investering, tilføjer Jens Peter Faldt.

Historisk højt output
Mens salget hos ME Production kører i slæbegear, er der paradoksalt nok mere travlt end nogen sinde på fabrikken i Frederikshavn.

- Vi kører historisk højt output lige nu. Det vælter derudaf, og vi har aldrig produceret så mange scrubbere, som vi gør lige nu. Der har vi rigtig meget tryk på, og dem der er blevet udskudt, har vi udjævnet, så vi kommer ned i gear fra maj og hen til sommer, forklarer Jens Peter Faldt.

Han har til gengæld sværere ved at vurdere, hvad der kommer til at ske efter sommerferien. Til gengæld har coronakrisen givet lidt luft til at opprioritere produktudviklingen.

- Det vi har gang i nu er faktisk de projekter, vi havde planlagt sidste år på udviklingssiden. Det har vi fuld tryk på lige nu at få startet dem op og få det iværksat, siger Jens Peter Faldt.

ME Peoduction A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 107,7 42,7
Driftsresultat 10,4 1,9
Resultat før skat 10,7 1,7
Årets resultat 8,3 1,3
Balancesum 218,6 87,0
Egenkapital 19,2 10,9
Antal ansatte 152 69
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093