23948sdkhjf

Scandlines: Vestager begrænser statsstøtten til Femern-tunnel

Scandlines er glad for resultatet af den ny undersøgelse, fordi den indhegner statsstøtten
Modellen for offentlig finansiering af kyst til kystforbindelsen over Femer Bælt mellem Danmark og Tyskland er i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler, meddeler EU-kommissær Margrethe Vestager.

Det er konklusionen på den fornyede statsstøtteundersøgelse, som blev beordret i en EU-domstolsafgørelse i december 2018 i sagen, som Scandlines og Stena Line anlagde i forsøget på at få annulleret godkendelsen fra 2015.

Scandlines er glad for resultatet af den ny undersøgelse, fordi den indhegner statsstøtten.

- Europa-Kommissionen slår i sin godkendelse fast, at brugen af statsgarantier og statslån begrænses, så de højst dækker 9,3 mia. euro (69,3 mia. kr. ) af gælden og højst i de første 16 år af driften, pointerer adm. dir. Søren Poulsgaard Jensen, Scandlines, i en presasemeddelelse.

- Det giver os et helt andet grundlag at operere og konkurrere på, hvilket vi selvsagt er tilfredse med, tilføjer han.

Scandlines forbeholder sig mulighed for at klage over punkter i EU-kommissionens beslutning, når den er offentliggjort og læst i sin helhed.

Projekt af europæisk betydning
Den danske investeringsstøtte – statsgarantien – er vurderet ud fra meddelelsen om vigtigt projekter af fælleseuropæisk interesse (IPCEI), oplyser edende næstformand med ansvar for konkurrence, Margrethe Vestager, i sin pressemeddelelse om godkendelsen.

”Efter en tilbundsgående undersøgelse har vi konkluderet, at de danske foranstaltninger til støtte for dette projekt af fælleseuropæisk interesse er i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler, da projektets positive virkninger klart opvejer for potentielle konkurrencefordrejninger," skriver Margrethe Vestager-

Hun fremhæver, at den faste forbindelse over Femer Bælt vil bidrage til den grænseoverskridende integration af de to regioner, som den vil forbinde. Den vil være et vigtigt element i skabelsen af den vigtigste Nord-Syd-forbindelse mellem Centraleuropa og de nordiske lande og vil gavne den europæiske økonomi.

Infrastruktur som kommerciel aktivitet
Søren Poulsgaard Jensen udråber det som en sejr, at han får EU-kommissionens ord for, at der er tale om statsstøtte.

Begrænsningerne på statsstøtten er en konsekvens af markedsgørelsen af infrastruktur, dvs. brugerbetaling.

”Offentlig støtte til anlæg og drift af infrastrukturprojekter blev oprindeligt ikke anset for at udgøre statsstøtte. Der er dog sket en vigtig markedsudvikling, som har medført en stigende kommerciel anvendelse af sådanne infrastrukturer. EU-domstolen har bekræftet, at offentlig finansiering af infrastrukturinvesteringsprojekter er underlagt EU's statsstøtteregler, hvis infrastrukturen er tiltænkt kommerciel udnyttelse,” forklarer kommissionen.

Miljøretssag i Leipzig
Tunnelelementerne kan først sænkes på havbunden, når forbundsforvaltningsdomstolen i Leipzig har afgjort sagen, som Scandlines anlagde den 8. maj 2019 vedrørende den tyske myndighedsgodkendelse.

Finansieringen af de danske landanlæg er tidligere blevet erklæret i overensstemmelse med statsstøttereglerne og var derfor ikke genstand for denne undersøgelse, tilføjer EU-kommissionen.

Den tyske finansiering af de tyske landanlæg indgår heller ikke i EU-kommissionens undersøgelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078