23948sdkhjf

Værft-industri i opråb til stat og kommuner: Send jeres skibe i dok NU

Ordrebøgerne skrumper med bekymrende hast i den danske maritime industri. Den private skibsfart er hårdt ramt af corona-krisen og stiller i vidt omfang planlagte aktiviteter i bero.

Derfor opfordrer den maritime industri nu kommuner og stat til at holde hånden under branchen. Medregner man Forsvarets skibe, drejer det sig om over 150 fartøjer, som for branchen nu kan få meget stor betydning.

Det understreger Danske Maritime i en pressemeddelelse. Her forklarerer adm. direktør Jenny Braat,at det for nogle af de offentligt ejede skibe vil være muligt at fremrykke service, reparationer eller miljøforbedrende tiltag.

- Både for værfter og for udstyrsproducenter er det helt afgørende, at ordrebogen ikke bliver fuldstændigt tømt. Selv om en opgave ligger nogle måneder fremme i tid, kan den være afgørende for at holde på medarbejderne, og med så stort et antal skibe, bør der være opgaver at sætte i gang, siger hun.

På Søby Værft har man fået flere ordrer annulleret og forsøger nu at håndtere corona-situationen ved, at medarbejderne afvikler ferie og afspadsering i størst muligt omfang. Værftet tager bestik af situationen hver dag, fortæller værftets CEO Roar Falkenberg. Indtil videre er værftet lykkedes med at sikre mandskabet frem til påske. 

- Men mulige opgaver på offentligt ejede skibe kan få stor betydning i den kommende tid. Ellers kan vi som andre i industrien være nødsaget til at sende medarbejdere hjem i henhold til den nye aftale mellem DI og CO Industri. Men det er kun indtil, der kommer nye opgaver – så ringer vi dem omgående ind igen, siger Roar Falkenberg i pressemeddelelsen fra Danske Maritime.

Også blandt udstyrsproducenter håber man, at man fra offentlig side kan bidrage til, at branchen kommer bedst muligt gennem corona-krisen. Nogle opgaver berøres mere end andre, men det ukendte tidsperspektiv skaber stor usikkerhed, fortæller Lars Henrik Hejlesen, som er chef for propulsion, retrofit & upgrade hos MAN Energy Solutions i Frederikshavn.

- I Asien sporer vi nu en forsigtig optimisme, men Europa og rejseaktiviteten er lammet, og vi har sendt 32 ud af 35 rejsemontører hjem. Så vi vil gerne opfordre til at få set alle offentligt ejede skibe efter i sømmene. Netop nu opstår der ledig kapacitet til for eksempel at forbedre skibene med brændstofbesparende teknologi eller nye grønne løsninger, så det kan både være godt for branchen og godt for miljøet, hvis det offentlige fremrykker ordrer, siger Lars Henrik Hejlesen i pressemeddelelsen.

I Danske Maritime melder man om, at telefonerne har glødet, siden corona-krisen for alvor ramte Danmark. Selv om de politiske tiltag som blandt andet lønkompensation er en tiltrængt håndsrækning, er det langtfra nok, når man ser frem i tid, siger Jenny Braat og efterlyser politisk handlekraft på endnu flere fronter.

- Mange kommunalt ejede færger er af ældre dato, og rigtig mange af de skibe, vi her taler om, kan gøres mere energieffektive og klima- og miljøvenlige, hvis et byråd, Forsvaret eller en af de andre ejere beslutter sig for at prioritere det. For andre kan det give mening at sende lidt tidligere til service, hvis driften af skibet alligevel er helt eller delvist indstillet, eller at få bygget nye skibe. Det offentlige både kan og bør hjælpe den maritime industri, og det gælder i hele landet, siger Jenny Braat.

Læs også: Direktør for Hirtshals Yard: "Halvdelen af vores ordrebog er forsvundet"

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156