Rederier vinder stor sejr - kan fortsat sejle uden afgifter i EU

Rederierne vil fortsat kunne tanke brændstof uden afgift, når deres skibe lægger til kaj i en EU-havn.
Det ærgrer økonomiminister Stephanie Lose (V).
Hun havde håbet, at rederibranchen endelig skulle blive omfattet af EU's direktiv om minimumsafgifter på energi.
Men det må den danske regering nu opgive - også selv om Danmark, ligesom de øvrige medlemslande, har vetoret
Kræver enighed
Alle 27 lande skal altså være enige, for ellers kan det 20 år gamle direktiv ikke opdateres. Og der var ingen enighed om at omfatte søfarten. Derfor måtte der indgås et kompromis - og dette kompromis indebærer, at rederisektoren fortsat skal være undtaget afgifter.
- Hverken sø- eller luftfart har nogen gang på jord der, hvor kompromisforslaget stiller sig nu, siger Stephanie Lose.
Hun påpeger, at den danske regering må give sig for at hjælpe det det polske EU-formandskab med at finde et kompromis.
Hendes bedste håb er en klausul om, at det skal man revurdere disse afgiftsfritagelser ved en senere revision i 2034, hvis ikke før.
Polen satser på enighed i begyndelsen af marts, og ellers risikerer det næste formandsland - Danmark - at overtage sagen til efteråret.
Danske Rederier advarer
EU-kommissionens oprindelige forslag ville gøre intra-europæisk søtransport dyrere og reducere rederiernes mulighed for investering og udvikling af grønne teknologier, anfører skibsrederne.
Det vil have negative konsekvenser for nærskibsfart i EU, persontransport til øer og bidrage til manglende harmonisering af regler og afgifter for bunkring i og uden for EU.
Rederibranchen advarer tillige om, at forskellene i beskatning vil føre til, at skibe sejler længere med henblik på at købe brændstof i stater med nulafgift.
”Hvis de øgede brændstofomkostninger i stedet overføres til kunderne, vil godsafsendere og passagerer se på alternativer, hovedsageligt den meget mindre effektive vejtransport, der vil føre til højere CO2-emissioner,” skriver Danske Rederier i sit høringssvar.
Skibenes andel af den samlede godstransport i EU er faldet, mens lastbilernes er steget. Samtidig er vejtransportens samlede udledning af drivhusgasser højere end skibsfartens. Derfor opfordrer brancheforeningen EU-kommissionen til at fremlægge en fornyet strategi, der indeholder konkrete handlinger til at fremme nærskibsfart.
Fritag nye brændstoffer og landstrøm
Danske Maritime ønsker, at forskellige typer af brændstoffer bør sidestilles skattemæssigt, så der ikke skal betales afgift af nye typer af brændstoffer eller landstrøm til skibe, mens traditionel bunkerolie er afgiftsfritaget.
Værftsindustriens brancheforening foreslår en afgiftsfritagelse på brændstoffer, der bruges ved udvikling, test og demonstration af maritime teknologier og systemer.
Veteranskibsklubben med isbryderen og bugserbåden ”S/S Bjørn” appellerer om fortsat afgiftsfritagelse eller lempelige afgifter.
Bred støtte
Økonomiministeren har bred støtte fra Liberal Alliance, SF, Konservative og Radikale Venstre til sin linje i forhandlingerne.
Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og den partistiftende løsgænger, Theresa Scavenius, voterede imod i europaudvalget.
Danmarks rolle som EU-formandsland til efteråret spiller en stor rolle i hendes tilgang, hvor hun indtager formandsstolen og muligvis får opgaven med at skabe enighed om forslaget, der kræver enstemmighed.
De nye mindstesatser, der er affødt af EU's pakke ”Fit for 55” om grøn omstilling, vil ikke ændre noget i Danmark bortset fra cement- og teglproduktion. Der er snarere tale om, at danske virksomheder får en relativ bedre konkurrenceevne, når konkurrenters afgiftsbyrde hæves nærmere det danske niveau.
For det første skal mindsteafgiften pristalsreguleres. Dernæst øges de nuværende beløb fra ca. 20-60 kr. per ton CO2 til 80-105 kr. For det tredje beskattes energiprodukter på basis af energienheder frem for vægt eller mængde, dvs. kr./liter og kr./ton erstattes af kr. per Giga Joule.