'Ruby' skabte panik i flere lande - Nu er der en plan for dets sprængfarlige last
Det kontroversielle bulkskib, 'Ruby', lastet med 20.000 ton potentiel sprængfarlig ammoniumnitrat fra Rusland er tilbage i overskrifterne igen.
Pariaskibet på 37.000 dwt. har været ind og ud af nyhederne siden september, hvor 'Ruby' blev ramt af dårligt vejr i Nordsøen ud for det nordlige Norge lastet med syv gange mere ammoniumnitrat end den mængde, der i 2020 forårsagede en voldsom havneeksplosion i Beirut, som dræbte over 200 mennesker.
Efter at Norge, Danmark og andre lande alle havde afvist at lade fartøjet lægge til kaj, kom Storbritannien sidst i oktober skibet til undsætning og lod det anløbe Great Yarmouth på landets østkyst, hvor det har befundet sig lige siden.
I weekenden forlod 'Ruby' dog - kortvarigt - havnen på foranledning af den britiske kystvagt, rapporterer mediet Splash247.
Ifølge kystvagten blev 'Ruby' beordret til at dumpe en lille mængde af sin forurenede last i havet. Skibet brugte 30 timer på at cirkle rundt i et område 20 km fra havnen, før det vendte tilbage til terminalen igen.
Kystvagtens plan er nu, at resten af skibets last de kommende dage skal overføres til Handysize-bulkskibet, 'Zimrida'.
'Ruby' var oprindeligt på vej fra den russiske by Kandalaksha til Las Palmas på De Kanariske Øer lastet med ammoniumnitrat. På vej ud af den russiske havn stødte skibet på grund og pådrog sig efter sigende skader på sin propel, skrog og ror.
Alligevel undlod det at returnere til russisk havn og sejlede stik modsat sin officielle destination på Gran Canaria, nemlig ad Hvidehavet og Barenthavet og ud i Norskehavet.
'Ruby' er i databaser registeret som under administration af selskabet Serenity Ship Management fra Emiraterne.