23948sdkhjf

Rygende væg blev til brand i fire værelser på skibshotel

Mindst fire lejligheder blev beskadiget efter brand på skibshotel i Vordingborg. Der er ingen tilskadekomne

Politiet og brandvæsenet er mandag morgen til stede ved Havnefronten i Vordingborg, efter at der søndag aften udbrød brand i et skib, som er blevet ombygget til et stort hotel for udenlandske arbejdere.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters politi Lars Denholt.

- Vi har ikke nogen ting, der lige umiddelbart indikerer, at vi har en pyroman på spil. Det er nok mere noget teknisk, siger han.

Politiet fik anmeldelse om branden søndag klokken 18.36, og blandt de første meldinger lød det, at der kom røg ud af en væg. Et par timer efter blev der anmeldt synlige flammer.

- Af det, vi lige umiddelbart har fået at vide fra afhøringer af vidner, kunne det lade til at have at gøre med nogle elektriske installationer, siger Lars Denholt.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Boligområdet kaldes Camp Tortona, og der bor ifølge vagtchefen op mod 3000 mennesker. Området er opdelt i blokke med lejligheder.

Den blok, der har været ild i, rummer 85 lejligheder, og i fire af dem opstod der brand.

Hotellet blev som følge af branden evakueret.

De første beboere fra de andre blokke fik lov at vende hjem omkring midnat, mens de personer, der bor i den ramte blok, er blevet genhuset.

- Nu har vi slukket de synlige flammer. Vi er nødt til at blive hernede for at sikre, at der ikke ligger noget og ulmer i hulrummene. Men vi har ikke en frygt for, at det lige pludselig eksploderer.

I løbet af formiddagen vil brandefterforskere ankomme til stedet for at undersøge årsagen til branden, siger vagtchefen.

De fire pågældende boliger er blevet beskadiget i branden.

- Fordi der er blevet brugt meget store mængder vand, kan der også være følgeskader andre steder. Så vi har ikke en endelig oversigt over, hvor meget det er gået ud over, siger Lars Denholt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083