23948sdkhjf

Målerproducent snublende tæt på rekord for ordreindtag

Virksomheden er vokset med 70 medarbejdere på 10 år

Der er meget at fejre i Brønderslev.

Dels at måleudstyrsproducenten Green Instruments i december var et mulehår fra at slå deres egen rekord i ordreindtag for én enkelt måned, og dels at virksomheden 1. februar kan fejre 25 års jubilæum.

- Vi mærker betydelig interesse for vores løsninger, fordi de gør en stor forskel i forbindelse med den grønne omstilling af skibsfarten. I december var vi tæt på at slå rekord i ordretilgang. Det siger lidt om, at der er behov for emissions-måleudstyr som aldrig før, og vi er glade for, at rederier har fået større fokus på, at skibsfarten skal gøre en ekstra indsats for at beskytte klimaet og miljøet, siger CEO Morten Brandborg fra Green Instruments, som på 10 år har øget antallet af medarbejdere fra 12 til 82.

Virksomheden udvikler og producerer måleudstyr til emmisionskontrol herunder instrumenter til måling på sammensætningen af røggasser og indhold af skadelige stoffer i vand, der vaskes ud, faredetektion og energioptimering.

Stigende opmærksomhed

Og det rimer jo alt sammen på de store tendenser i skibsfarten lige for tiden, og derfor vælter ordrene ind, fortæller direktøren. 

25 år med Green Instruments

  • 1999: SBS Technology etableres i Pandrup 1. februar
  • 2008: Virksomheden ændrer navn til Green Instruments og flytter til Brønderslev
  • 2013: Virksomheden har 12 ansatte
  • 2015: Produktionen udvides med en tilbygning
  • 2015: Green Instruments etablerer kontor i USA
  • 2017: Virksomheden opfører og tager ny produktionshal i brug
  • 2018: Virksomheden bygger endnu en produktionshal
  • 2018: Green Instruments får kontor i Singapore
  • 2019: Virksomheden opfører ny administrationsbygning
  • 2020: Produktionens udvides med en tredje hal
  • 2024: Virksomheden har 82 medarbejdere

Kilde: Green Instruments

I løbet af de seneste fem år har Green Instruments realiseret høj indtjening efterhånden som opmærksomheden på klima- og miljøbeskyttelse er steget.

- Vi er blevet en større international spiller end tidligere, og i vores pipeline har vi en række nye løsninger, der styrker sikkerheden ombord på skibene og øger miljøbeskyttelsen. (...) Vi står godt rustet i en tid, hvor der er et stigende fokus på udledninger af fx CO2 og metangas. Vi har blandt andet udviklet et nyt produkt, der kan måle skadelige sodpartikler, som er flere hundrede gange værre end CO2, siger CSO Rene B. Christensen.

Solgt til Sverige

Green Instruments blev i november sidste år solgt til det svenske konglomerat Lifco, og det er under den paraply, at Brønderslev-virksomheden nu skal videre mod mere vækst godt hjulpet på vej af politiske strømninger

EU, USA og Kina indfører i stigende omfang regionale regler for skibsfarten for at beskytte klimaet og miljøet. Senest har EU besluttet, at skibe skal afrapportere deres udslip af lattergas og metangas, og det har øget efterspørgslen på måleudstyr.

Det har stor betydning for udsigterne til yderligere vækst hos Green Instruments.

- Med Lifco i ryggen har vi fået større muskler at arbejde med, og det betyder, at vi kan vokse yderligere i de kommende år. Det er naturligvis meget tilfredsstillende at fejre 25-års jubilæum på et tidspunkt, hvor fremtiden tegner meget lys for Green Instruments, siger Morten Brandborg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079