23948sdkhjf

Nyt studie: Forskere vil undersøge offshore-installationers betydning for livet i havet

Forskere har sat elektroniske sendere på havbunden, der vil opfange lyde fra både atlantisk torsk og marsvin året ud og næste år

Ændrer havets dyr adfærd nær en offshoreinstallation?

Det skal et nyt studie nu afklare. Bag studiet står DTU Aqua, Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet og en marinespecialist fra TotalEnergies, og de er netop vendt retur fra en månedlang forskningstur nær Dansk Undergrunds Consortiums Skjold-felt med fokus på biodiversitet. 

Her har de studeret hvordan fisk, især torsk, og havpattedyr opfører sig nær platformene. Målet er at opnå indsigt i installationernes rolle som foder- og yngleplads.

- Hidtidig international forskning peger på, at platforme offshore spiller en vigtig rolle som hotspots for dyrelivet, og vi vil gerne forstå mekanismerne bag dette bedre. Studiet er en del af en større forskningsindsats, der søger at forstå og beskytte biodiversiteten til havs og økosystemerne i Nordsøen. Resultaterne vil øge vidensbasen og bidrage med data om platformene i Nordsøens effekt på biodiversitet, forklarer Katrina Povidisa-Delefosse, Senior Environment Advisor hos TotalEnergies Danmark og Ph.d. i Marinebiologi.

Havinfrastrukturens rolle for dyrelivet er vigtig viden med tanke på den fremtidige udvikling af Nordsøen:

- Offshore-sektoren spiller en central rolle i omstillingen af energisystemet i Danmark. CO2-lagring er under udvikling, nye havvindmølleparker planlægges og dekommissionering af olie- og gas faciliteterne er i proces. Det understreger vigtigheden af at forstå offshore-installationernes påvirkning af havmiljøet, og det er derfor, vi har valgt at igangsætte og finansiere dette forskningsprojekt, fortæller Charlotte N. Larsen, programleder hos Programme Manager at Danish Offshore Technology Center.

Biodiversiteten overvåges

På forskningsturen har teamet indsamlet prøver og videomateriale, der monitorerer fiskebestanden nær Skjold-feltet, og forskerne har også placeret en række avancerede undervandssensorer, der i det kommende år vil registrere dyrenes adfærd.

- Forskningen vil give os uundværlig viden om dyrelivet i den danske Nordsø. Vi ønsker at finde ud af, om olie- og gasplatformene udgør et brugbart habitat for fisk og det øvrige liv i havet, forklarer Seniorforsker Jon C. Svendsen, DTU Aqua og fortsætter:

- Vi har placeret elektroniske sendere fra DTU og Aarhus Universitet på havbunden, der vil opfange lyde fra både atlantisk torsk og marsvin i 2023 og 2024. Vi forventer at kunne opnå indsigt i både fiskenes yngleadfærd og hvalernes fodringsadfærd og forstå vigtigheden af de lokale områder. Målet er at hjælpe med at beskytte og genopbygge bæredygtige bestande af fisk og dyreliv i Nordsøen.

Data udfylder videnshuller

I juni 2024 vil forskerteamet vende tilbage til Skjold-feltet og indsamle sensorer. Herefter venter flere måneders arbejde for forskerne med at gennemføre hele den komplekse dataanalyse. Til sidst vil resultaterne blive publiceret og offentligt tilgængelige:

- Vi er stadig i studiets tidligere stadie, men vi er meget positive over den kvalitet af data, vi har indsamlet med henblik på at udfylde de eksisterende videnshuller og hjælpe TotalEnergies og andre aktører i energiindustrien med at bruge resultaterne til planlægning af dekommissionering eller når nye installationer skal etableres, for eksempel havvindmølleparker, forklarer Jonas Teilmann fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112