23948sdkhjf

Økonomiske vismænd i angreb på rederiers lukrative skattevilkår - her er Mærsk-direktørens svar på tiltale

Danske rederiers helt unikke skattevilkår har samlet set være en god forretning for det danske samfund, lyder det fra Mærsk-direktør Søren Skou. Dokumentationen? I de fleste år har Mærsk betalt mere i skat via tonnageskat end man ville have gjort under normal selskabsbeskatning

Skal de danske  rederier beskattes af deres aktuelle kæmpeoverskud? 

Ja! mener de økonomiske vismænd. 

Nej! mener topchefen i A.P. Møller-Mærsk, Søren Skou. 

Han er tilfreds med den nuværende ordning, hvor danske rederier beskattes med en form for vægtafgift på rederiets skibe.  

- Tonnageskatten er en god ting for Danmark. Den har betydet, at vi fortsat i dag har et stærkt rederierhverv, der skaber et stort antal attraktive arbejdspladser både på land og til søs, sagde Mærsk-topchef Søren Skou under et pressemøde i forbindelse med fremlæggelsen af af rederiets kæmpegigant-overskud for årets andet kvartal. 

Søren Skou fortsatte: 

- Herudover afspejler rederiernes aktiviteter sig væsentligt og positivt på betalingsbalancen og bidrager dermed væsentligt til dansk økonomi.

Kras kritik

Kritikken fra Det Økonomisk Råd blev fremsat i et længere interview med overvismand Carl-Johan Dalgaard og kan læses her

I interviewet udtalte overvismanden med direkte henvisning til tonnageskatteordningen følgende: 

"Den nuværende, relative, subsidiering af rederierhvervet ser ud til at være for vidtgående. Umiddelbart virker en skat på rederiernes overskud bedre end den vægtafgift som tonnageskatten reelt er."

Ifølge Det Økonomiske Råd kan det sagtens være, at en aflysning af tonnageskatten vil føre til udflagning af en del af den danske flåde til udenlandsk flag. 

Men ifølge vismændene vil dette næppe føre til negative effekter for den samlede danske økonomi. Måske snarere tværtimod al den stund, at investeringer og arbejdskraft i stedet vi få til mere indbringende sektorer i erhvervslivet. 

Men topchefen i A.P. Møller-Mærsk har - ikke overraskende - et noget anderledes syn på sagen. 

Shipping har overlevet i Danmark

Søren Skou understreger, at den specielle tonnageskat ikke blev etableret som en subsidieordning til erhvervet, men for at sikre, at Danmark overhovedet kunne opretholde en shippingbranche inden for landets grænser. Og den mission er lykkes til fulde - takket være tonnageskatten, vurderer altså Søren Skou. 

- Rederierhvervet har overlevet i Danmark, og det er åbenlyst at foretrække, at rederierne betaler skat i Danmark end at erhvervet er forsvundet og der derfor følgelig ikke kommer nogen skatteindtægter fra rederierne.

Mærsk-topchefen stiller ikke krav om en præcist defineret skattestruktur til rederierhvervet.  

- Det afgørende for os er, at vi skattemæssigt er underlagt en beskatning, der er ensartet for hele branchen rundt omkring i verden, og at vi og vores konkurrenter spiller på den samme skattemæssige bane – vi skal undgå, at tingene ender i en form for global konkurrence om at kunne tilbyde de mest gunstige skatteregler for rederierne.

Og herefter gav Mærsk-topchefen et lille indblik i rederiets skattebetaling i Danmark.

Staten får størst udbytte af tonnageskat

- Hvis vi ser bort fra 2021 og 2022, så i samtlige de ti år, der kom før, der har A.P. Møller-Mærsk hvert år betalt mere i skat i Danmark via tonnageskatten end vi ville have gjort, hvis vi havde betalt selskabsskat. Nu har der så været to ekstraordinære år, hvor billedet har været anderledes. Men skal man ændre en hel beskatningsstruktur på dette grundlag? 

Og så kom advarslen: 

- Det er slet ikke sikkert, at Danmark ville få flere skatteindtægter fra rederierne, hvis man i hele verden overgik til lade rederierne betale selskabsskat – dette ville nemlig indebære, at man så ville kunne skattemæssigt afskrive skibene, og det ville også medføre, at skatterne for rederiernes aktiviteter ville blive opkrævet dér hvor aktiviteterne rent faktisk finder sted. Det unikke ved tonnageskatten er jo, at Danmark uhindret får lov til at opkræve skat af aktiviteter, der foregår over hele verden.

- Hvis man i OECD-sammenhæng gik ind og besluttede, at nu skulle alle rederier betale selskabsskat, så ville Kina og USA begyndte at beskatte de aktiviteter, der finder sted i deres lande. Det er med andre ord en superkompliceret diskussion som virkelig ikke egner sig til de forsimpelser, som man nogle gange hører i den politiske diskussion.

Søren Skou erkender dog, at diskussionen om beskatningen af rederierne er kommet for at blive: 

- Vi kommer ikke uden om diskussionen, og vi tager den også gerne. Vores vigtigste budskab fra Mærsk er igen, at vi ønsker fælles spilleregler for alle, og at vores virksomhed bliver beskattet på lige fod med vores konkurrenter i Frankrig, Schweitz, Japan og Kina – alle de lande, som opretholder en eller anden form for tonnageskat.

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094