23948sdkhjf

Millionunderskud trods høj aktivitet: Skibsværft kæmper med fortidens kontrakter

Koncernledelsen forklarer sig med stigende materialepriser og en opgradering af det polske værft

- Ledelsen er ikke tilfreds med årets resultat.

Så kort bliver regnskabet for Karstensen Gruppen i Skagen, der netop har præsenteret regnskab for 2024.

Værftsgruppen tæller Karstensens Skibsværft, Danish Yachts, Karstensens Shipyard Poland, KS Electro og Nuuk Værft.

Et overskud på 1,2 mio. kr. efter skat i 2023 er nu vekslet til et underskud på knap 7 mio. kr. efter skat. 

Driftsresultatet er ganske vist steget fra 11 mio. kr. til nu 33 mio. kr., men alligevel er det ikke lykkedes for gruppen at skabe overskud.

Selv begrunder ledelsen de røde tal med stigende materialepriser, forsinkede byggekomponenter samt byggelånsrenter fra tidligere fastpriskontrakter, som stadig sætter spor i regnskabet. 

- Disse udfordringer har påvirket årets resultat for Karstensen Skibsværft som - trods høj aktivitet og aflevering af fem nybygninger til Norge, Færøerne og Island - endte under det forventede niveau, lyder det fra selskabet.

Søfart forsøger at få en uddybende kommentar fra direktør Knud Degn Karstensen.

Karstensen Gruppen A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 1.814,1 1.962,4 1.767,5
Bruttofortjeneste 368,7 306,7 270,3
Resultat af primær drift 33,3 11,8 5,6
Årets resultat -7,0 1,2 7,9
Egenkapital 268,5 289,2 262,3
Antal ansatte 634 554 513
Kilde: CVR

Forventer bedre 2025

Ledelsen påpeger dog, at flere af gruppens selskaber har udvist positive takter i regnskabsår. Især Karstensens Skibsværfts reparationsafdeling har haft høj aktivitet og en højere indtjening end det forventende.

Resultaterne for hhv. KS Elektro, Nuuk Værft og Danish Yatchs betragtes som tilfredsstillende.

Karstensen Shipyard Poland i Gdansk har været særligt påvirket af de stigende materialepriser og har fortsat udgifter i forbindelse med opgradering af værftet. Alligevel betegner ledelsen de polske aktiviteter som tilfredsstillende. 

- Vi er ikke tilfredse med årets resultat, men vi ser tydeligt, at dele af vores forretning leverer stærkt og trækker i den rigtige retning. Vores langsigtede strategi ligger fast, og vi forventer, at de investeringer og tilpasninger, vi har foretaget, vil bære frugt, lyder det fra værftsdirektør Knud Degn Karstensen.

Derfor er der også positive forventninger til 2025, tilføjer han.

- Vi er fortrøstningsfulde og arbejder målrettet mod igen at skabe positiv indtjening i 2025, siger Knud Degn Karstensen.

Fartøjer for milliarder

Optimismen bunder i, at virksomheden har øget medarbejderstaben og har investeret i nye produktionsanlæg. Desuden oplyser direktøren, at virksomheden har sikre sig mod fremtidige prisstigninger og afdækning af renteudgifter.

Ordrebeholdningen ser også fornuftig ud med 19 fiskefartøjer i pipeline til en samlet værdi af 5,6 mia. kr. Desuden er der også planlagt en række større ombygninger i Karstensens Skibsværfts reparationsafdeling.

- Det skaber et solidt grundlag for fremtiden, og vi forventer, det kommer til at give god aktivitet og indtjening i det kommende år og fremover, siger Knud Degn Karstensen. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047