USA i forhandlinger med Finland om køb af isbrydere

USA intensiverer indsatsen for at styrke landets isbryderkapacitet, og præsident Donald Trump har nu bekræftet, at der pågår forhandlinger med Finland om køb af op til 15 isbrydere - der er tale om både nybygninger og køb af eksisterende tonnage.
Det skriver det maritime nyhedsmedie Gcaptain.
På NATO-topmødet i Haag udtalte Trump, at USA ønsker at købe isbrydere fra Finland, som han kaldte "King of Icebreakers".
Ifølge Trump er ét af skibene 5-6 år gammelt, og det amerikanske team forsøger nu at forhandle en god aftale. Det vides endnu ikke, hvilket skib der henvises til, men det står klart, at USA har akut behov for at øge sin kapacitet i Arktis.
- Jeg vil gerne købe isbrydere, I er meget dygtige til isbrydere. Så vi forhandlede om 15 isbrydere, en af dem er tilgængelig nu, den er 5-6 år gammel, og vi forsøger at købe den og lave en god aftale, udtalte præsident Donald Trump, ifølge Gcaptain, under topmødet.
Ifølge Gcaptain kan den finske værftsvirksomhed Rauma Marine Constructions være i spil til at levere mellem tre og fem mellemstore isbrydere i en aftale til en værdi af 2,7 mia. dollar.
Samtidig styrkes den nordamerikanske isbryderkapacitet med canadiske Davie Shipyards’ overtagelse af Helsinki Shipyard og nye investeringer i Texas. U.S. Coast Guard forventer at skulle bruge op mod ni polare isbrydere – heraf flere tunge – for at kunne opretholde sine arktiske operationer.