23948sdkhjf

Dømte selskaber hæfter sig ved uenighed i sag om brændstof til Syrien

"En meget kompliceret sag". Dan-Bunkering, Bunker Holding og dømt topchef overvejer, om de vi anke dom

Der var ikke fuld enighed i rettens afgørelse i sagen om brændstof til Syrien i strid med EU's forbud. Og det er noget, som forsvareren for et af de dømte selskaber zoomer ind på i en udtalelse straks efter dommen.

Advokat Jacob Skude Rasmussen har forsvaret Dan-Bunkering, som er blevet idømt en bøde på 30 millioner kroner.

Hele 33 gange brød selskabet bevidst EU's sanktioner, da der blev solgt jetbrændstof til det russiske militær. Det har Retten i Odense konkluderet.

Til gengæld skete overtrædelsen ikke med fuldt overlæg af moderselskabet Bunker Holding og af topchefen Keld R. Demant. De er blevet dømt for en uagtsom lovovertrædelse.

- I forhold til Bunker Holding og Keld R. Demant hæfter vi os meget ved, at der ikke bliver dømt for forsæt, men for uagtsomhed, siger Jacob Skude Rasmussen ifølge branchemediet ShippingWatch.

- Det centrale for sagen er, hvilken rolle selskaberne og Keld R. Demant har spillet i den. Domstolen siger med dissens, at der har været viden, men der er ikke enighed om, hvilken viden der har været, siger advokaten ifølge ShippingWatch.

De to dømte selskaber og direktøren har bedt om betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af dommen til Østre Landsret.

Under sagen har de bedt om frifindelse. Blandt andet med et argument om, at en forordning fra EU ikke kan bruges om Dan-Bunkerings forretninger med det russiske militær.

Forordningen fra EU retter sig mod Syrien og kan ikke udstrækkes til at ramme Rusland, har forsvarerne sagt.

Men retten er ikke enig. Retten fortolker EU's forbud sådan, at det kan omfatte Ruslands aktiviteter i Syrien uden at omfatte Rusland som nation.

I en pressemeddelelse tirsdag noterer Dan-Bunkering, at retten ikke har fundet bevis for, at der blev handlet "med direkte forsæt" til at overtræde EU's forbud.

Retten har dog slået fast, at Dan-Bunkering forsætligt solgte i strid med sanktioner - man måtte have indset det som overvejende sandsynligt, at brændstoffet skulle bruges i krigen i Syrien.

- Der er tale om en meget kompliceret sag, hvilket også er kommet til udtryk ved, at retten ikke kunne nå til fuld enighed om vurderingen af Dan-Bunkerings forsæt, hedder det i pressemeddelelsen fra de dømte.

- Dan-Bunkering, Bunker Holding og Bunker Holdings administrerende direktør har igennem hele forløbet taget anklagerne meget alvorligt. Vi vil derfor tage den fornødne tid til at vurdere både dommen og præmisserne grundigt, inden vi tager stilling til, hvorvidt dommen skal ankes til en højere retsinstans. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078