23948sdkhjf

Bred fremgang på de maritime uddannelser – men én halter efter

Mens det overordnet set går fremad med antallet af nye optagede på de danske maritime uddannelser, er der én særlig maritim uddannelsesretning, som har det svært 

Der var generelt optimisme at spore i den maritime branche, da årets optælling af optagne på de videregående maritime uddannelser blev offentliggjort i sidste uge.

Men én af branchens ældste og mest grundlæggende uddannelser halter fortsat bagefter: Skibsofficer- og skibsføreruddannelserne oplever igen i år et fald i antallet af nye studerende.

I alt 81 ansøgere er blevet optaget på de to uddannelser ved Danmarks maritime uddannelsesinstitutioner SIMAC og MARTEC. Det betyder, at tilbagegangen i optaget fortsætter, særligt for skibsføreruddannelsen, i modsætning til den generelle tendens på de øvrige maritime uddannelser.

Tidligere var skibsofficer- og skibsføreruddannelsen samlet under betegnelsen "navigatøruddannelsen", men er nu opdelt i to professionsbachelorretninger.

Hos SIMAC i Svendborg har man noteret nedgangen. Her er der i år optaget tre færre skibsførerstuderende end sidste år, og 11 færre end for to år siden.

Fortrøstningsfuld

Alligevel er lektor og uddannelseschef Robert Frederick Rickmann fortrøstningsfuld.

– Vi er generelt tilfredse med antallet af nye studerende, vi får ind efter sommer. Vi har dog kapacitet til at tage flere og vil gerne tiltrække endnu flere. Lige nu optager vi alle, der opfylder adgangskravene, og vi ved fra tidligere dimittender, at de er meget efterspurgte i branchen, siger han.

Også MARTEC i Frederikshavn, som udbyder skibsføreruddannelsen, har oplevet en tilbagegang: Fra 21 optagne skibsførerelever sidste år til 17 i år.

SIMAC har i år 9 skibsofficersstuderende og 55 på skibsføreruddannelsen, mens MARTEC i Frederikshavn har optaget 17 nye elever på linjen.

Generel tilgang

Selv om man inden for skibsfører-/officersuddannelserne har set et fald de seneste år, har årets optag på landets videregående maritime uddannelser været godt nyt for den maritime industri, der i disse år oplever stort behov for både nye faglærte. 

Det fortalte Danske Maritime i en pressemeddelelse, der udkom i forbindelse med offentliggørelsen af tallene.

- Virksomhederne står klar med åbne arme til at tage imod dem, så vi glæder os meget over fremgangen og til at arbejde sammen med fremtidens talenter, siger Jenny Braat i pressemeddelelsen.

Her har man set en stigning inden for både studerende, der vælger at søge ind til maskinmestre, maritim teknolog samt skibsteknik og maritimt design.

Samtidig er de maritime uddannelser er ikke omfattet af de generelle begrænsninger af optag på de videregående uddannelser. 

Fristen for at søge optagelse på de videregående uddannelser er 7. august 2025, og der er derfor mulighed for at stadig flere vil kunne tilmelde sig uddannelserne.

Optag på maritime videregående uddannelser (foreløbige tal pr. 29. juli 2025)
Uddannelse 2025 2024 2023
Maskinmester* 806 748 762
Erhvervsakademiuddannelser (det tekniske område) 877 828 819
Professionsbachelor (maritime uddannelser - skibsofficer/skibsfører) 81 89 98
Professionsbachelor (det tekniske område) 4.969 4.619 4.492
Skibsteknik og maritimt design (Martec, Frederikshavn/DTU,Lyngby) 20 12
Maritim teknolog (Ny uddannelse, Martec, Frederikshavn) 20
Kilde: Danske Maritime

Vi har kontaktet MARTEC direktør, Pia Ankerstjerne, men hun har ikke ønsket at medvirke. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141