23948sdkhjf

Regnskabet er ude: Derfor klarer Mærsk sig bedre end ventet

En regulær hamstereffekt sikrede A.P. Møller-Mærsk en solid indtjening fra containerflåden i årets andet kvartal. Nu opjusterer koncernen forventningerne til resultatet for hele året 

Frygten for en galopperende toldkrig mellem USA og Europa gjorde årets andet kvartal overraskende godt for A.P. Møller-Mærsk. 

Omsætningen i den livsvigtige Ocean-division steg således til 8,5 mia. dollars i kvartalet, og Mærsk-skibene sejlede et driftsoverskud efter af- og nedskrivninger, Ebit, på 229 mio. dollars hjem til moderselskabet. 

Det fremgår af selskabets regnskab for årets andet kvartal, som netop er blevet offentliggjort.

Antallet af transporterede containere steg med 4,2 pct. til 3,2 mio. flyttede standardcontainere i kvartalet. Dermed vokser Mærsk i nogenlunde samme takt som den almindelige vækst i det globale containermarked.   

Dermed står det klart, at de USA-initierede toldsatser og geopolitisk uro endnu ikke har formået at stikke en kæp i hjulet på udvekslingen af varer mellem verdensdelene.  

Opjusterer forventninger

På grund af det positive resultat opjusterer A.P. Møller-Mærsk derfor sine forventninger til årets samlede resultat, hvor man nu forventer et driftsresultat, Ebit, i spændet mellem 2,0 mia. dollars og 3,5 mia. dollars.  

Mange virksomheder valgte at proppe deres lagre til bristepunktet, da USA og Kina i maj indgik en midlertidig handelsaftale med en noget lavere toldsats end først udmeldt. Dette fik efterspørgslen på containertransport til at stige mere end ventet, og betød, at rateniveauet dykkede mindre dramatisk end frygtet. 

Den stigende aktivitet skabte samtidig trængsel i en række europæiske containerterminaler, ligesom den fortsatte omvej syd om Afrika har holdt rateniveauet stabilt højt. 

Koncernen A.P. Møller-Mærsk landede en omsætning på 13,1 mia. dollars i kvartalet og et samlet overskud på 734 mio. dollars. 

Sammenlignet med samme kvartal sidste år er der tale om en tilbagegang på mere end 200 mio. dollars på bundlinjen, men en stigning på knap 3 pct. på omsætningen. 

Det er selvsagt også en tilfreds Mærsk-topchef, Vincent Clerc, der udtaler sig i den udsendte pressemeddelelse. Topchefen kan nemlig præsentere overraskende positive toner i ikke blot Ocean-segmentet, men også logistik-divisionen samt i terminalforretningen APM Terminals.  

- Vi er lykkedes med at tilpasse vores forretning hurtigt og effektivt. Vores kunder er udfordret af høj usikkerhed, men vi formår at hjælpe dem med at styrke deres forsyningskæder og gøre dem mere fleksible. Dermed gør vi det ikke bare muligt for kunderne at håndtere forstyrrelser – men også at vokse gennem dem, forklarer Vincent Clerc. 

A.P. Møller Mærsk A/S
Regnskabsår 2024 K2 2025 K2
Mio. dollars
Nettoomsætning 12.771 13.130
Underliggende Ebitda* 2.100 1.900
Ebit 963 845
Resultat før skat 976 734
Resultat efter skat 833 639
Egenkapital 53.126 57.000
*Underliggende resultater er justeret for diverse omkostninger eller gevinster ved omstruktureringer, frasalg og lignendeKilde: Kvartalsregnskab Mærsks andet kvartal 2024

Vi er lykkedes med at tilpasse vores forretning hurtigt og effektivt Vincent Clerc, CEO, A.P. Møller-Mærsk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062