23948sdkhjf

Mærsks mindste nybygningsprogram: Enkeltkøb af feederskib skal høste børnesygdomme ved metanoldrift

Selv om Mærsk netop har bestilt en serie af oceangående containerskibe, lægger teknisk direktør, Palle Laursen, stor vægt på, at rederiets første erfaringer med metanoldrift bliver høstet med det meget mindre metanol-feederskib, der går i drift i 2023. Direktøren giver her en status for feederprojektet

Mærsk vil gøre de første metanol-erfaringer i Østersøen med blot ét feederskib, som skal tage de værste børnesygdomme inden rederiet går i luften med de helt store metanolnybygninger. 

Det forklarer teknisk direktør i A.P. Møller-Mærsk, Palle Laursen. 

Hvad er status for feederprojektet?

- Det er fortsat i designfase. Køllægning bliver først i 2022, siger Palle Laursen til Søfart. 

A.P. Møller-Mærsk lancerede i sidste uge sin nybygningsserie på otte kommende metanolskibe med så megen brask og bram, at man næsten kunne glemme, at det første metanolskib i Mærsk-flåden skal ud og sejle allerede i 2023 - og i øvrigt hidrører en helt anden nybygningsserie. 

I sommer offentliggjorde Mærsk planen om at bygge et mindre - metanoldrevet - feederskib til levering allerede i 2023.

Og selv om det kunne virke som om, at feederprojektet nu er blevet overhalet af den langt mere ambitiøse nybygningsserie af containerskibe i Hong Kong-klassen, lægger Palle Laursen vægt på, at de første metanolerfaringer bliver gjort i så lille målestok som overhovedet muligt.

Skibets kapacitet bliver nemlig på ’blot’ på lidt over 2.000 containere.

Et enkelt skib

Er det fortsat meningen, at I kun vil bygge et enkelt feederskib?

- Vi skal selvfølgelig på sigt udskifte vores nuværende feederskibe med nye, der kan sejle CO2-neutralt. Om det lige bliver dette design, det kan jeg dog ikke sige.

Er feederskibet en nødvendig forudsætning for at kaste sig ud i det store nybygningsprojekt?

- Hvis du spørger, om byggeriet af de store skibe kunne have ladet sig gøre uden feederskibet, så er svaret, at det kunne det nok godt. Men vi er langt mere komfortable ved at tage det første metanolskib i mindre målestok, forklarer Palle Laursen.

Han understreger, at rederiet føler sig tryg ved at gøre de første metanolerfaringer i rederiets østersønetværk, tæt på Danmark. Feederskibets brændstof - den såkaldte e-metanol - skal produceres på dansk grund af virksomheden Reintegrate. 

- Det betyder meget, at vi kan få feederskibet i drift her i vores egen baghave, forklarer Palle Laursen, og fortsætter: 

- Og selv om der ikke kommer til at gå meget lang tid, fra feederskibet bliver sat i drift, og til det første skib i den store nybygningsserie idriftsættes, vil vi alligevel have høstet en lang række værdifulde driftserfaringer via feederskibet. Disse vil betyde, at idriftsættelsen af de store skibe bliver meget lettere.

Hvilke børnesygdomme er mest sandsynlige?

- Det er altid svært at forudsige. Det eneste man kan sige med sikkerhed er, at de nok skal dukke op i et eller andet omfang. Jeg har aldrig deltaget i et nybygningsprojekt uden børnesygdomme.

- Hvis jeg skulle pege på nogle specifikke ting, så kunne det være sådan noget som systemer til metanolhåndtering, som jo vil være nye elementer i en maritim sammenhæng. Det vil bygge på nye principper i branchen, og vi vil utvivlsomt komme til at opleve at pumper eller andre komponenter ikke er lige så holdbare som forventet, når de kommer i drift på skibet, og derfor vil skulle udskiftes eller modificeres, siger Palle Laursen.

FAKTA: 

I sommeren 2021 meldte Mærsk ud, at verdens første CO2-neutrale containerskib skulle sejle på såkaldt e-metanol

Den første nybygningsordre gik på et mindre feederskib, som skal leveres i 2023 til Mærsks østersønetværk

Den næste nybygningsordre blev offentliggjort i sidste uge og indebærer otte containerskibe i den såkaldte Hong Kong-klasse, hvilket indebærer, at disse skibe kan sejle på rederiets hovedruter mellem kontinenterne

De første af de store metanolskibe bliver leveret i 2024

Alle nybygninger bliver leveret med såkaldt dual fuel maskineri så skibene kan slå over på konventionelt brændstof

Mærsk har lavet en aftale med en dansk producent af e-metanol til feederskibet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094