23948sdkhjf

Fra to til et togt årligt: Skoleskibet Georg Stage mister 8 mio. på finansloven

De sidste tre år har skoleskibet Georg Stage sejlet to togter årligt, men i udkastet til en ny finanslov, som regeringen med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen fremlagde mandag formiddag, er der kun lagt op til at uddanne et enkelt hold elever om året.

Det er noget, der vækker skuffelse hos direktøren bag skoleskibet.

Han er uforstående over for regeringens prioriteter. Ifølge ham, er Georg Stage ikke en udgift, tværtimod en indtægtskilde for den danske stat.

- Vores elever bliver hevet i job så snart de går ned ad landgangen, også selv om en del af dem har haft svært ved at passe ind i uddannelsessystemet tidligere, siger Asser Amdisen, direktør for Skoleskibet Georg Stage.

Griber de unge

De sidste tre år har Georg Stage fået otte millioner kroner årligt til togt nummer to, men det beløb mangler altså på det nuværende udkast til finansloven. Det er ellers en god samfundsøkonomisk investering at holde skibet på havet.

For tal, som undervisningsministeriet har lavet i fællesskab med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, viser da også, at de unge på Skoleskibet Georg Stage i høj grad får positive resultater ud af et togt på skoleskibet.

Selvom ca. 70 pct. af Georg Stages elever tidligere har været droppet ud af en ungdoms- eller erhvervsuddannelse, gennemfører 95% pct. af dem uddannelsen på Georg Stage.

Og ikke nok med det, så viser tallene, at mere end 99 pct. af Georg Stages elever er i uddannelse eller arbejde syv kvartaler efter de går fra borde.

- Vi leverer præcis det, som Statsministeren efterspurgte til Fredericiamødet i sidste uge, men jeg er bange for, at vi som en lille institution bliver overset, når finanslovens milliarder ruller, siger Asser Amdisen.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079