Medie: Frederikshavn tæt på at skulle samle Danmarks nye krigsskibe

En af dansk forsvars allerstørste investeringer i nyere tid ser ud til at lande i Nordjylland.
Det skriver Berlingske.
Ifølge mediets oplysninger har forsvarschef Michael Hyldgaard anbefalet, at Danmarks kommende krigsskibe skal samles i en nyopført hal i Frederikshavn – og ikke i Esbjerg, Lindø eller andre havnebyer, som også længe har været i spil.
Dermed kan et milliardprojekt og hundredevis af arbejdspladser være på vej til Frederikshavn, hvis partierne bag forsvarsforliget følger indstillingen, når de fredag mødes i Forsvarsministeriet.
Planen, som ifølge Berlingskes kilder er underbygget af analyser fra Deloitte, indebærer, at moduldele bygges på værfter rundt om i landet, men at selve samlingen sker i Frederikshavn – under statsligt tag. Staten vil eje samlehallen netop for at undgå monopol og sikre konkurrence.
Modellen minder om den, staten har valgt ved ammunitionsfabrikken Krudten i Elling, hvor staten ejer bygningerne, mens norske Nammo står for driften.
Forsvaret forventer, at prisen for fremtidens flådefartøjer samlet kan løbe op i op mod 100 mia. kr., men hvor mange nye fregatter, der konkret skal bygges, afgøres først til efteråret.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen ventes at præsentere planerne fredag eftermiddag. Og meldingen fra Berlingskes kilder er klar: Enigheden om Frederikshavn er tæt på at være hjemme.

Michael Hyldgaard tiltrådte officielt som forsvarschef 1. juni i år efter at have været konstitueret på posten siden april 2024, hvor han afløste Flemming Lentfer.
Han var kort forinden blevet fritaget for tjeneste, fordi forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) havde mistet tilliden til ham i kølvandet på sagen om fregatten Iver Huitfeldt, som blev sendt på mission i Det Røde Hav med fejl på radarsystemet og kanoner, der ikke fungerede.
Michael Hyldgaard er godt kendt med Nordjylland, for før han blev betroet jobbet som forsvarschef, var den tidligere jægersoldat chef for Specialoperationskommandoen, der holder til på Flyvestation Aalborg.