23948sdkhjf

Oslo-bådens ejer bløder millioner efter overtagelsen

Overtagelsen af DFDS' hæderkronede Oslo-rute har gjort ondt på den nye ejer i årets første kvartal

Helt som ventet har svenske Gotlandsbolaget haft et hårdt første kvartal af 2025.

Et overskud på 37 mio. SEK i første kvartal 2024 er vekslet til et underskud på 225 mio. SEK i første kvartal af 2025. 

Det fremgår af rederiets aflagte kvartalsregnskab.

Årsagen skal dels findes i, at første kvartal er lavsæson for færgefart, og dels at rederiet mærkede effekterne af overtagelsen af Oslo-ruten fra DFDS.

Handlen mellem de to rederier gik i gennem i slutningen af oktober 2024, og første kvartal af 2025 er dermed det første hele kvartal med Oslo-ruten under svensk ejerskab. 

- Kvartalet inkluderer Go Nordic Cruiseline, og sammenligninger med tidligere kvartaler bør tages med forbehold. Købet af rederiet betyder markante ændringer i både indtægter og omkostninger, lyder det fra CEO i Gotlandsbolaget Håkan Johansson.

- Ruten mellem Oslo og København er også sæsonbetonet, og begge fartøjer har været i dok til opgraderinger – det har negativt påvirket resultatet, tilføjer han. 

Direktøren kalder 2025 centralt for Oslo-ruten.

- 2025 er et nøgleår for Go Nordic Cruiseline. I april startede de første marketingkampagner i Norge og Danmark. Den første højsæson som ejer bliver afgørende, lyder det. 

Virksomhedens navn Gotlandsbolaget
Regnskabsår Q1 2025 Q1 2024
Valuta mio. SEK mio. SEK
Indtægter 608,6 384,9
Omkostninger -759,7 -419,6
Resultat efter skat -225,2 37,2
Kilde: Gotlandsbolagets kvartalsrapport Q1 2025

En kvart milliard

Det var den 1. november, at Gotlandsbolaget officielt overtog driften af Oslo-ruten fra DFDS i en handel på 400 mio. kr.

Fra starten var det svenskerne erklærede mål at højne passageroplevelsen ombord, hvilket skete igennem omfattende ombygninger og opgraderinger af de to færger 'Nordic Pearl' og 'Nordic Crown' (tidligere 'Pearl Seaways' og 'Nordic Seaways', red.).

Ombygningen har kostet 275 mio. kr., kunne rutedirektør Kim Heiberg, afsløre overfor Søfart.

Indvendigt er de 1.332 kahytter, der tilsammen er på de to færger, blevet opgraderet til et mere nordisk og moderne look, ligesom fællesarealerne også er blevet renoverede.

'Nordic Pearl' var første færge til at undergå forandringer i januar, og i marts kom turen til 'Nordic Crown'.

Det ydre udseende blev også ændret til blå-grønt skrog og rød skorsten, der kendetegner Gotlandsbolagets fartøjer.

Men ændringerne var ikke gjort ved det.

For i december - bare halvandet måned efter overtagelsen - meldte Gotlandsbolaget ud, at rederiet ville droppe at anløbe Frederikshavn på ruten mellem København og Oslo.

Årsagen var angiveligt, at det jyske anløb tog tid fra cruisegæsternes ophold i de to hovedstæder.

I første omgang er der tale om en forsøgsordning i 2025, hvor anløbet er pillet ud otte måneder om året fra slutningen af marts til december for stadig at kunne honorere skigæster i den resterende periode. 

Gotlandsbolaget vil efter sommerferien træffe endelig beslutning om, hvorvidt Frederikshavn skal være en del af OFC-ruten fremadrettet. 

- Det kan godt være, at forretningen genopstår. Lige nu ved vi, at vores aktiviteter giver mening i skisæsonen fra december til marts, og at cruise-aktiviteterne aldrig er ret høje i årets første kvartal, har Kim Heiberg tidligere 

Om Gotlandsbolaget

  • Gotlandsbolaget blev grundlagt i 1865 og er Sveriges ældste passagerrederi. 
  • Rederiet overtog Oslo-ruten fra DFDS ved udgangen af oktober 2024. I handlen indgik også de to færger 'Pearl Seaways' og 'Nordic Seaways', der nu er døbt om.
  • Med den svenske ø Gotland som base driver Gotlandsbolaget passager- og fragtservices samt krydstogter til og fra Gotland, Nynäshamn, Oskarshamn, Oslo, Frederikshavn, København, Stockholm samt Mariehamn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083