23948sdkhjf

EU foreslår, at skibsfarten skal være en del af EU's kvotesystem

EU-Kommissionen har fremlagt et forslag til en omfattende plan, der vil udvide CO2-kvotesystemet til også at gælde skibsfarten. CO2-kvotehandelssystemet fra 2005 skal også gælde for skibsindustrien, så den sektor bidrager til reduktioner.

EU-Kommissionen har i dag fremlagt planen for, hvordan man vil inddrage klimabelastningen fra skibsfart, biltransport og boliger i EU's system for handel med CO2-kvoter.

Forslaget indgår i det enorme klimaudspil, som EU-Kommissionen præsenterer onsdag.

Det hedder "Fit for 55" - en henvisning til, at EU har besluttet at skære CO2-udledningen med 55 procent i 2030, målt fra 1990. Planen skal vise vejen til målet.

Og det er yderst fornuftigt at udvide de områder, der reguleres med CO2-kvoter, mener Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.

CO2-kvoterne er et helt centralt redskab til at styrke den grønne omstilling.

- Det er eklatant mangelfuldt, at man eksempelvis ikke har haft luftfart og skibsfart og et stort område som boligsektoren med i kvotesystemet, siger han.

EU-Kommissionen vil begrænse de gratis CO2-kvoter, som flytransporten blev tildelt i 2012. Luftfartens fritagelse for beskatning af brændstof skal også væk. Og både fly og skibe skal bruge mere grønt brændstof.

Ifølge Brian Vad Mathiesen vil vi dog langt fra nå klimamålet alene med et udvidet kvotesystem og CO2-afgifter. Der skal mere til.

- Vi får ikke væsentlig flere elbiler på vejene, fordi de kommer med i EU's kvotesystem, men det kan støtte op om det. Det er heller ikke nødvendigvis sådan, at boligen bliver mere klimavenlig af en CO2-afgift, siger professoren.

I brancheforeningen Dansk Energi finder EU-chef Lars Koch det positivt, at Kommissionen vil styrke kvotesystemet og dermed hæve prisen på CO2-kvoter.

- Hidtil har prisen på CO2-kvoter været alt for lav, og der har været for få incitamenter til at investere grønt. Nu tager man alle værktøjer i brug.

- Man vil både reducere mængden af kvoterne med en årlig procentsats og taler også om et "one shot", hvor man tager en stor mængde kvoter ud af systemet på én gang, siger han.

Mange af EU's kraftværker og energitunge virksomheder har hidtil fået foræret et stort antal gratis CO2-kvoter af deres respektive regeringer. Men de kommer nu uundgåeligt til at mærke, at det bliver dyrere at udlede klimagasser, understreger Lars Koch.

"Fit for 55"-planen omfatter også en slags klimatold - en kontroversiel afgift på særligt klimabelastende produkter, der importeres til EU. Tolden skal mindske risikoen for, at virksomheder flytter ud af EU på grund af skrappe klimakrav.

Tolden skal samtidig skubbe andre lande i mere klimavenlig retning. Den giver konkurrencefordele til de virksomheder, der omstiller sig.

- Men jeg tror, man skal være varsom. Vores internationale handelspartnere kan opfatte det som protektionisme.

- Man skal finde en balance. Presser man for hårdt, risikerer vi at miste det lederskab, Europa har haft, siger Lars Koch fra Dansk Energi.

Skibsfart skal være en del af ETS

Skibstransporten skal være del af EU's system for handel med CO2-kvoter (ETS), for at sikre at den sektor i højere grad bidrager til reduktion af drivhusgasser.

Det foreslår EU-Kommissionen onsdag i et omfattende udspil, som skal forhandles mellem medlemslandene og EU-Parlamentet.

ETS blev etableret i 2005 med det formål at reducere CO2-udledninger i den tunge industri og fra kraftværker.

Siden blev luftfarten indlemmet i systemet, mens skibsfarten foreløbig er gået fri.

Men den går ikke længere, mener EU-Kommissionen, som længe har varslet et forslag om at gøre skibsfarten til del af kvotehandlen.

Det betyder, at rederne skal købe kvoter, ellers må de ikke lægge til kaj i EU-havne.

I forslaget ligger, at skibsfarten skal indfases i ETS fra 2023. Det skal ske over en periode på tre år.

EU's kvotehandelssystem har eksisteret i næsten 20 år, men det har i lange perioder været kritiseret for at være ineffektivt. Der var for mange gratis kvoter og ingen mærkbar pris for at udlede.

Det seneste år er kvoteprisen dog steget markant til det højeste niveau til dato. Kritikere mener, at prisen for at udlede et ton CO2 skal meget højere op, hvis systemet faktisk skal bidrage til CO2-reduktion.

Det er forventningen i EU-Kommissionen, at det kommer til at ske.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094