23948sdkhjf

Efter to års detektivarbejde: Sagen om forurenet Houston-olie er fortsat uopklaret

I 2018 gik det grueligt galt i skibsfarten, da mere end 100 handelsskibe blev ramt af forskellige grader af motorproblemer som følge af forurenet bunkerolie. Mysteriet er fortsat uopklaret. Hvorfor?

Med mere end 100 motorstop over hele kloden var 2018 året, hvor den maritime branche oplevede en af de værste hændelser med forurenet bunkerolie nogensinde.

Der var enorme frustrationer i rederibranchen fordi der tilsyneladende var masser af forurenet bunkerolie i omløb på kloden - og at det syntes umuligt at inddæmme den forurenede olie.

Fra den danske branche var det mest omtalte eksempel det dansk-opererede skib ’Thorco Lineage’, som gik på grund i Fransk Polynesien i juni efter et totalt motorstop. Men talrige andre rederier, heriblandt Maersk Line, oplevede problemer med den forurenede bunkerolie.

Detektivarbejde

Efterfølgende blev der sat et omfattende detektivarbejde i sving for at finde ud af, hvem der rent faktisk producerede det forurenede parti olie, og om der med forsæt var blevet blandet giftige ingredienser i olie.

Kjeld Aabo fra motorgiganten MAN Energy Solutions var blandt de danske eksperter, der var involveret i jagten på kilden til den forurenede bunkerolie.

Blev årsagerne til problemerne med den såkaldte Houston-olie nogensinde opklaret?

-Nej. Man fandt aldrig årsagen selv om der var mange hypoteser i spil i branchen. De fleste bunkringer med den forurenede olie fandt sted i Houston, men vi så den også i Singapore og Rotterdam, forklarer Kjeld Aabo til Søfart.

Han fortsætter.

- Hvad der står klart er, at den kemiske sammensætning var uheldig, så det står klart, at nogen havde bevirket, at der blev blandet forkerte ting i fuelolien. Men det fortaber sig i det uvisse, hvor i processen denne forurening fandt sted, og om den fandt sted bevidst eller ved et uheld.

Usædvanligt

Kjeld Aabo vurderer, at der er tale om en meget usædvanlig sag alene af den grund, at så mange skibe - og så mange forskellige rederier - er blevet ramt. Kjeld Aabo betegner det som ’helt uhørt’, at en forurening af fuelolie er gået galt i et sådan omgang som det, vi har set her.

- På skibe, som blev ramt af den forurenede bunker, var problemet, at motoren pludselig kunne sætte ud uden at besætningen havde mulighed for at starte motoren op igen uden overhaling. Der var tilbagemeldinger om mere end 100 skibe, som var tvunget til at stoppe motorerne på grund af disse bunkers.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i mine 25 år som chairman for sammenslutningen CIMAC WG7 fuels, forklarer Kjeld Aabo.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078